mandag den 16. februar 2015

Det der med haveglæde og haveblogning (langt indlæg)

I går læste jeg et indlæg om haveglæde hos Den eksperimenterende have og om det at haveblogge hos Høneballehaven og blev inspireret til at skrive lidt om min egen haveglæde og ditto blogning.


Der er ingen tvivl om at mit liv ændrede sig drastisk - og til det bedre, da jeg i december 2010 flyttede i eget hus med 200m2 have.

Godt nok har jeg haft haver før - eller, frimærker - deres størrelse taget i betragtning, (Det kan man læse meget mere om hermen de var alle lejebolig-haver og derfor var der temmelig mange begrænsninger på, hvad jeg kunne/måtte gøre, hvilket jeg kan huske irriterede mig voldsomt, fordi jeg ikke kunne gøre, som jeg havde lyst til.

Jeg var som sagt ikke helt uerfaren med der der havehalløj, da jeg flyttede ind her, men der var godt nok meget jeg ikke vidste, men jeg vidste jo ikke, hvad jeg ikke vidste og derfor følte jeg mig totalt fri til at gøre lige hvad jeg havde lyst til med min have - og det gjorde jeg.

I dag - fire år senere - har jeg fået læst adskillige meter havebøger og -blade og der er nok en del ting jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved nu, dengang i foråret 2011....og så alligevel ikke...Jeg har det vist lidt sådan med have, at "går den, så går den"...og de fleste gange går det overraskende godt.

Haveplaner

F.eks. siger alle de kloge hoveder, at der er meget vigtigt, at man laver en haveplan, når man vil omlægge sin have, så man sikrer sig, at alle havens rum kommer til at hænge sammen.

Godt nok var jeg i foråret '11 ude og måle haven op, men det der med at tegne den i det rigtige målestoksforhold...ja...det opgav jeg hurtigt. Det var for omstændeligt og jeg kunne mærke, at det faldt mig svært at forsøge at få mine ideer og drømme ned på papir.

Jeg forsøgte så i stedet at tegne nogle udkast til min drømmehave på et matrikelkort (A4), som jeg fandt i huskøbsmappen. Det faldt mig dog pludselig meget svært at se haven for mig og få det nedfældet på papir.....så jeg droppede alt der hed papir og blyant og gik i stedet ud i haven bevæbnet med et bundt bambuspinde.

Derude oplevede jeg så, at jeg sagtens kunne visualisere drømmehaven inde i hovedet, når jeg brugte pindene, i hvert fald de store linjer - og det var/er nok for mig.

I det hele taget har bambuspindene været det allerbedste redskab for mig, når jeg ville omlægge dele af haven:


I marts '11, da jeg fjernede græs og lavede det første bed i haven. Det der nu er det hvide bed og stenbedet.


En måned efter havde jeg atter gang i pindene, da jeg skulle finde ud af, hvor buksbomhækkene skulle stå. Her kig fra det senere lyserøde bed ind i Sydhaven.


Sidste gang jeg havde pindene i brug var i maj '14, hvor der endelig skulle laves stier af chausseesten ind gennem de blå bede og Flammebedet.

Har hørt fra en del, at de synes, at pindene forvirrer mere end de gavner, men det gør de så ikke for mig - og når man ser på de færdige resultater af mine "pindeopstillinger", så er det jo blevet ganske vellykket :)

Haven om vinteren

Nu hvor omlægningen af den kattesikrede del af haven er afsluttet, synes jeg at de forskellige rum hænger fint sammen - også selvom de er lavet uden haveplan. Det er muligt andre ikke har samme holdning, men så er det jo heldigt det er min have ;)

Noget af det, der glæder mig meget er, at man stadig kan se havens linjer, om vinteren:


Udsyn med ryggen til det lyserøde bed, til venstre det blå bed, terrassen til højre og længst fremme ligger Flammebedet.

Her nedenfor fra en lidt anden vinkel - og uden sne - hvor det hvide bed og stenstien langs stenbedet ses forrest til højre.


Jeg er også meget tilfreds med denne del af haven, men der er ingen tivl om, at der mangler HØJDE i bedet mellem hækken og stien. Det bliver der rådet bod på i denne havesæson. Jeg har forlængst besluttet, at der skal flere "jern-tipi'er" op, med klatreplanter, nok flest clematis. 

Desuden er der en lille del af stien, der mangler at blive stampet og få mere grus. Det klares også i år.

Her har jeg vendt mig med front mod det lyserøde bed, kantet af buksbom.


Til sidst Sydhaven - her set fra lågen. Jeg elsker, at man kan se stien drejer, men ikke, hvordan resten af haven ser ud.

Især om sommeren, hvor de tre clematis dækker hullet mellem buen og husmuren totalt, forstærkes "spændingen om hvad der mon venter rundt om hjørnet" - det er i al fald intentionen... ;)


Her Sydhaven i modsat retning (og ja, plankeværket skal males - i år og billedet er lidt sløret!).


Der er ingen tvivl om, at jeg valgte rigtigt dengang jeg, som noget af det allerførste, besluttede at jeg skulle have buksbomhække gennem hele haven.

Ikke fordi jeg vidste noget som helst om "struktur" i haven, men simpelthen fordi min mormor havde buksbomhække - og dem havde jeg været så vild med, at jeg allerede som ung besluttede, at sådan nogle ville jeg også have, når jeg en gang fik en have..

Om sommeren er de stærkt medvirkende til, at mine frodige bede ikke ser for "vilde" ud...og om vinteren sørger de for at havens linjer stadig ses tydeligt (medmindre de bliver helt dækket af sne, det er dog ikke sket endnu.)

Planternes placering

Hvad angår placering af planter, så var det ikke noget jeg gik synderlig meget op i dengang i foråret 2011.... F.eks. plantede jeg da mine juleroser langs...SYDmuren...af alle steder! Der var jo lige plads til dem... !

Ret hurtigt kunne jeg dog se, at det vist ikke var det rette sted, så da jeg i foråret '12, anlagde mine to skyggebede i Sydhaven, ja da flyttede jeg dem over i skyggen... :)

Ellers har jeg vist været ret heldig med placeringen af mine planter. Eneste undtagelse er nok roser. Fik en smuk buketrose af en afgangsklasse...den holdt kun en sæson. I det hele taget synes jeg roser er noget besværligt noget....med undtagelse af min 'Lykkefund' klatrerose. Den elsker jeg.

Min 'New Dawn' er jeg desværre ikke særlig tilfreds med; den går jo ellers for at være temmelig hårdfør overfor sygdomme etc... men efter første sæson, hvor den var meget smuk, har den konstant rust, selvom jeg klipper den hårdt ned om foråret og smider afklippede grene/blade i skraldespanden.

Derfor har jeg besluttet, at så må jeg åbenbart sprøjte mod rust i år, for ellers graver jeg rosen op. Den er ikke til nogen glæde, når den bare står der og er fyldt med rustpletter på nærmest samtlige blade....

De der clematis

Clematis har for mig altid stået som en fantastisk smuk, men også besværlig plante, fordi den skulle beskæres på det rigtige tidspunkt. Alligevel har jeg anskaffet mig nogle clematis og så bare beskåret dem, når jeg nu lige syntes...dvs. oftest om foråret...og helt ned. Det har virket glimrende på langt de fleste af dem...lige bortset fra en... min Clematis alpina.

Den fik kun enkelte blå blomster helt forneden hvert år....og ja, det er næsten pinligt at indrømme det, men det var først i september sidste år, at det gik op for mig, at jeg jo klippede den ned på det helt forkerte tidspunkt. For det første skal den beskæres efter blomstring (den blomstrer....om foråret!) noget andet er, at den faktisk kun skal studses...!

Så i år, når jeg indenfor de næste par uger går ud med saksen for at klippe clematis ned...så bliver den fredet...Godt nok er den lidt for stor, men så må den studses til...nu vil jeg altså have blomster overalt på den. jeg krydser fingre for det lykkes ;)

Haveglæde

Uanset hvad jeg går i min have og laver,(bortset fra græsslåning, men det er jo fortid nu!)  glædes jeg over at se ting spire og gro. Nok også derfor jeg bestiller et hav af frø hjem hver vinter...!

Jeg forstår ikke, hvordan man ikke kan glædes over at have en have. Mange siger det kræver for meget arbejde og en del får anlagt en "vedligeholdelsesfri have"... - men sådan en have findes altså ikke ikke. Ukrudt spirer også i den slags haver.

Jeg har snakket med en del, der ikke fatter hvordan jeg får tid til andet end haven; de synes jeg næsten altid er i haven (i sæsonen) og selvom jeg har prøvet at forklare, at jo, jeg bruger meget tid i haven, omlægning af haven tager pænt meget tid, jamen så bruger jeg mindst lige så meget tid på bare at sidde/gå rundt og nyde at kigge på haven.

"Du må da skulle bruge en pokkers masse tid på lugearbejdet"...
siger andre og ryster nærmest på hovedet af mig, når jeg fortæller at jeg faktisk kun luger 2 gange om året i bedene, mere er ikke nødvendigt, da der er så mange planter i bedene at ukrudtet sjældent har en chance.

Undtagelsen er så alle mine stier, de skal luges oftere, men det generer mig nu heller ikke, da det for mig er en glimrende form for meditation at rense et område for ukrudt...bevæge sig lidt baglæns og gå i gang med det næste område...og så glæden ved at kigge op og se hvor pænt det bliver :)

Nu har jeg så oven i købet fået hjælp (=kæresten) til at luge stierne, så nu går det oven i købet dobbelt så hurtigt.

Når man som jeg i perioder har både depressioner og stress, så er havearbejde forøvrigt en fantastisk terapi. Derfor kan det vel heller ikke undre, at min yndlingshavemotto er:
Gardening is like taking af deep breath of happiness
Haveomlægning tager som sagt meget tid (og koster også!) men det giver nok det største skud "glædesrus" når et projekt så er færdigt. Derfor har det næsten også føltes en smule vemodigt, at de større projekter var klaret, da vi nåede til sensommeren sidste år....

Dvs. det var så kun indtil jeg kom på et nyt stort projekt; nemlig udskiftning af alle skærver i køkkenhaveafdelingen med chausseesten og fliser. Dét glæder jeg mig afsindig meget til at se resultatet af - projektet er nemlig blevet "udvidet", så der også fliselægges rundt om det lille skur :)

Havebloggeri

Jeg tror slet ikke jeg ville kunne undvære at blogge om min have. Det er så dejligt at kunne gå tilbage og se/læse om min haves udvikling.

Til forskel fra en del haveblogge, så blogger jeg mest om vinteren og foråret. Selvom jeg forsøger at sige til mig selv, at det ville være rart, hvis jeg bloggede jævnligt, jamen, så må jeg bare konstatere, at antallet af indlæg falder jo mere havesæson det er.

Ikke kun fordi jeg tilbringer en stor del af tiden i haven, men så sandelig også fordi der i maj/juni måned er meget travlt på jobbet pga. Afgangsprøverne. Det regner jeg dog med bliver lidt anderledes i år. Jeg må jo kun arbejde 40 timer om ugen...heraf må jeg lægge de 9 timer herhjemme, hvis jeg vil det, men faktum er, at de fleste af dem (i prøveperioden) vil blive lagt på skolen pga. kopiering.

Nå, men nu skulle dette indlæg ikke handle om mit job, men om havebloggeri...!

Under alle omstændigheder regner jeg altså med at få mere tid til haven i dette forår end nogensinde før - og det glæder jeg mig til.

...og så er det vist på tide at stoppe, inden indlægget her bliver så langt, at ingen gider læse det, udover mig selv ;)


søndag den 15. februar 2015

Det kan spærtræ-rester så også bruges til...

Når loftets gulvareal skal udvides, skal der bl.a. bruges spærtræ til at sømme gulvpladerne fast på. Vi købte dem med vilje lidt for lange...faktisk 60-70 cm for lange, da jeg havde udtrykt ønske om at få lavet en "kompost-si" af resterne.

Inden jeg fortæller mere om den si, er dog her billeder af loftet
  • før gulvpladerne blev lagt på
  • efter gulvpladerne er lagt på 
  • og til sidst med kasserne sat på plads

Vi er meget tilfredse med resultatet - og godt nok er der mange kasser deroppe lige nu, men vi har snakket om at lave et loppemarked/garagesalg indenfor det næste 1-2 år (Når alle skuffer og skabe i huset også er blevet gennemsorteret, så vi kan komme af med det hele på en gang. Det der så ikke bliver solgt, ryger direkte på omlastepladsen.)

Tilbage til kompost-sien.

Efter jeg har taget min kompostspand i brug er komposten udenfor lynhurtigt blevet fyldt op, så det er på høje tid, at jeg får taget noget af jorden ud fra bunden (hvor den har en luge).

Komposten er egentlig fin, men den er ikke helt omsat endnu, der er stadig grenrester i og derfor ville det jo være smart med en slags si, så jeg kan få siet de større stykker grene fra.


Denne "si" er dog så stor at jeg ikke bare sådan lige kan holde den og ryste den som en si; den er nemlig beregnet til at lægge henover trillebøren, så den gode kompostjord ryger direkte i trillebøren. Jeg burde så kunne nøjes med at "røre rundt" i komposten med hænderne for at få den siet. Det er i hvert fald planen.

Inden jeg kan tage sien i brug, skal den dog lige have noget træbeskyttelse, det håber jeg at nå i morgen.

Jeg ønsker mig naturligvis også en mere handy si, men den haster det ikke så meget med. Under alle omstændigheder glæder jeg mig til at tage min nye si i brug...når det bliver bare en smule varmt i vejret (7-8 grader)

lørdag den 14. februar 2015

Elleve år med Ildkattens Scriptorium


Så er det i dag, jeg kan fejre at Ildkattens Scriptorium fylder endnu et år. Tænk, nu har jeg blogget i elleve år. Lidt vildt.

Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig; at jeg stadig ville synes det er sjovt og hyggeligt at blogge.

Jeg tror dog også, at bloggen var stoppet, hvis ikke det var fordi jeg havde købt hus tilbage i 2010. For tiden er jeg jo ved at overføre/redde alle mine gamle indlæg (Bloggen kørte tidligere  med Wordpress) og gab, hvor er mange af dem bare "Her sker ikke noget-indlæg"....

Derfor sletter jeg også ret mange af de mest intetsigende indlæg. Ingen grund til at bruge tid på at overføre dem. Selvom jeg sletter ret jævnligt, så er der immervæk stadig over 3000 indlæg, der skal overflyttes, men jeg har knoklet med det - og vil skyde på jeg nok har fået overført over 1000 nu.

Mange af dem mangler stadig dato/årstal - og alle mangler etiketter, men det med etiketterne gør jeg først, når alle er overført og bloggen er "komplet". Det er nemlig ikke noget, der haster.

Det er tydeligt at se, at mine gamle indlæg bliver noget mere interessante at læse fra 14. november 2010, hvor jeg havde købt huset (med haven) og jeg synes, det er så sjovt at se hvordan haven så ud dengang i foråret 2011, hvor jeg skulle i gang med min allerførste sæson som haveejer.

Billedet er fra gårsdagens koncert med Michael Falch - en fantastisk god musikoplevelse :)

fredag den 13. februar 2015

Det er da utroligt....

...hvad man kan få slæbt sammen på et loft i løbet af sølle fire år! Her blot et lille udsnit.


Alle kasser er nu flyttet ned i stuen - hold k*** hvor ser her ud nu...!

Nå, men der er ikke andet for end at gå i gang med sorteringen... )

Mildt i vejret? Ikke her :(

Kan flere steder læse, at folk har været i haven torsdag, nu vejret var så mildt...? Det har så ikke været på Stevns, for her var sørme ikke mildt.

Jeg opholdt mig nødigt udenfor i går, for det var bidende koldt, sådan helt ind til benet koldt....så havearbejde var udelukket.

Kun de ti minutter jeg stod i køkkenhaveafdelingen, godt pakket ind, for at tage nogle beslutninger omkring årets omlægningsarbejder, var hvad jeg fik af havearbejde igår.

Jeg har endnu ikke været udenfor i dag, men skyerne hænger grå og triste ned, så det ser ud til vejret er det samme i dag....

...Så er det jo ganske praktisk, jeg egentlig slet ikke har tid til at gå i haven i dag; vi skal nemlig tømme loftet!

Indtil videre har der kun været en gangbro deroppe, nu udvider vi med deciderede gulvplader i det ene "hjørne". Det er dog ikke meningen, at loftet skal bruges til at gemme alle mulige ting i flere år, vi udvider for at kunne holde gangbroen fri.

Samtlige kasser fra loftet plus alle kasserne fra skuret (Lige bortset fra julekasserne, som jeg jo lige har ordnet) skal forøvrigt sorteres i "gemmes-", "genbrug/gives væk/sælges-" og "transit"-kasser.*

Det bliver også rart at få fjernet alle de kasser fra skuret - så jeg snart - endelig - kan få mig den kummefryser derude, som jeg har fablet om i flere år efterhånden.

Det er sørme godt min vinterferie begyndte i går eftermiddags :)


Krokus - billede taget i går i bidende kulde, derfor en smule rystet.

*Transitkasse=  De ting du ikke lige kan finde ud af hvad der skal ske med; om de skal blive eller ud af huset. Du skriver så i din kalender, fx. et halvt år efter oprydningen, at det er tid til transitkasserne..

På den givne dato, skal du, inden du åbner kasserne, se om du overhovedet kan huske, hvad der ligger i dem. Det du kan huske må beholdes, resten skal ud. Det er da smart :)

onsdag den 11. februar 2015

Fotos fra en kirkegård...

...dog ikke en helt almindelig kirkegård, men Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor jeg var i dag i embeds medfør.

Havde selvfølgelig kameraet med og selvom det var temmelig koldt at gå uden handsker, så fik jeg da knipset en del:


Tror bare jeg vil lade billederne tale for sig selv.





tirsdag den 10. februar 2015

Standhaftig.......i cirka 24 timer...

Det er da altid noget, at der gik næsten et døgn før jeg trykkede på JETZT KAUFEN...

...og  kæresten griner af mig :)


Jeg har fået valgt mig nogle fine clematis, når jeg selv skal sige det og ja, jeg ved godt, der er tre lyserøde/pink i blandt...men jeg har jo et lyserødt bed, hvor plankeværket også gerne skal skjules af lidt clematis...sååå... ;)


mandag den 9. februar 2015

Nu kan jeg ikke modstå mere!

Kæresten forsøgte ellers venligt at hjælpe mig til at modstå - ved, med et grin at lukke min browser ned...! Det hjalp kun en times tid.

Nu har jeg efterhånden flere steder kunnet læse om denne clematis-onlineshop og NU skal jeg bare ind og kigge. Og lave ønskeliste. Ikke andet. Jeg sværger. Tror jeg nok.

Fem kvarters ren lykke :)

På trods af en til tider heftig vind, har det da været et fantastisk vejr i dag.

Derfor var der heller ingen tvivl i mit sind om, at jeg bare måtte en tur i haven, når jeg endelig kom hjem fra job. Som sagt så gjort - og det var ren lykke fra første sekund!

Nøj, hvor jeg har savnet det og mit hjerte jubler ved synet af alt det, der nu pibler frem. Med ansigtet tæt på skyggebedene i dag, opdagede jeg at både lupiner og akelejer er begyndt at spire...


...ligesom min clematis alpina er fyldt med knopper :) 


Jeg stødte også på adskillige mariehøns :) - ligesom jeg opdagede, at jeg faktisk har erantis (1-2 stykker) i alt tre steder i haven...og altså ikke kun et sted, som jeg troede!

Det er ikke mange erantis og jeg vil da også gerne have flere, men de få stykker betyder meget for mig, da de har stået i min nu afdøde fasters have.

Fem kvarter er ikke ret lang tid til havearbejde, men så blev det for koldt at være ude - jeg har jo også en ryg jeg skal passe på, så jeg stoppede, da jeg havde renset de to skyggebede og fejet Sydhaven.


En enkelt buksbom er gået ud, men da jeg alligevel skal have lavet et hul i buksbomhækken ind til stenbedets stensti til foråret, har jeg en erstatningsplante klar.


Næste gang vejret er godt (håber sådan det blive i morgen!) står stenbedet for tur. Der er en del ukrudt jeg lige så godt kan få fjernet nu inden det begynder at kvæle bedets planter.

Da jeg gik og fejede i Sydhaven bemærkede jeg forøvrigt, hvor grønne fliserne allerede er blevet efter mindre end 1½ år. Det undrer mig nu ikke, da den tidligere græsplæne var fyldt med mos på det sted.

Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget som helst ved fliserne, udover at fjerne ukrudt mellem fliserne - jeg kan nemlig godt lide den grønne patina :) Så ser det ikke så nyt ud.

Apropos patina, så ses det tydeligt på de to nederste fotos, at chaussestenene også ret hurtigt får patina. Stenene til venstre blev lagt maj '14, dem til højre blev lagt september '13 - og har altså en vinter mere på bagen.

Har du været i haven i dag?

søndag den 8. februar 2015

Åh! De er dobbelte!

Sikke da en fantastisk overraskelse jeg fik her til formiddag.

De tulipaner jeg fik af kæresten igår er nu sprunget ud - og så er de dobbelte :)


Tulipanerne er lyslilla, men Ipad'ens kamera insisterer på at de er lyserøde...!


Forårstegn i haven

Var på en ganske kort fototur i haven.

Det blæser for koldt og voldsomt til at det er nogen fornøjelse at være ude, men jeg ville altså lige knipse et par billeder.


Quintus siddende på en sten ved det lyserøde bed.


Vintergækker på vej
Allium stikker også hovedet op


Vintergækker midt i hasselurten:


Et par hyacinter er også begyndt at røre på sig (beklager det lidt rystede billede):


De botaniske krokus (lagt i efteråret) har fuld fart på.


Åh, hvor jeg længes efter den første lune forårsdag, hvor størstedelen af tiden tilbringes ude i haven.

lørdag den 7. februar 2015

Længsel efter tulipaner

Jeg fablede vist ret meget om tulipaner i går aftes; sprøde, knitrende, lækre tulipaner....

Heldigvis hørte kæresten efter... ;)


Da han kom hjem fra Køge medbragte han ovenstående tulipaner :)

fredag den 6. februar 2015

Det var lige hvad der manglede...!

I tirsdags begyndte jeg at få lidt ondt, onsdag begyndte det at gøre rigtig ondt i perioder, torsdag gjorde det lige så ondt som onsdag, så jeg ringede til lægen og han havde heldigvis tid til at se mig - eller rettere min fod - her fredag morgen:
Tja...jeg beklager, men det kan altså være noget meget langvarigt noget, flere måneder, sådan en hælspore*.
Indtil videre er behandlingen at skåne foden så meget som muligt. Dvs. gå og stå så lidt som muligt...

Det er sørme også nemt, når jeg er afhængig af offentlig transport, der ikke ligefrem kører lige fra min hoveddør.
For ikke at tale om, hvor meget jeg går på jobbet...!

Nu siger man, at man skal se det positive i ting - og det mest positive jeg kan finde på i skrivende stund, er da at jeg med god samvittighed kan sidde og hækle eller ligge og læse....

Apropos hækling, så går det fremad.

Jeg er stadig ikke nået videre end til fastmasker, da jeg har haft et pokkers bøvl med at "beholde alle masker".... det er svært at forklare, men her et billede, der illustrerer ganske godt, hvad jeg mener:


...og nej...det var ikke en tophat jeg var ved at lave, selvom det kunne se sådan ud.

Næste forsøg blev noget bedre, men stadig er der plads til forbedringer:


Det stykke jeg er i gang med nu er helt klart det bedste, men jeg har mistet et par masker. Ikke desto mindre overvejer jeg snart at se, om jeg kan hitte ud af stangmasker...bare for at få lidt variation.


Selvfølgelig kan det stadig ses, at jeg er nybegynder...men jeg synes nu jeg er nået ret langt på de her få dage :)

De første luftmasker er for løse i forhold til fastmaskerne, men det må komme henad vejen.


Rom blev jo heller ikke bygget på en dag.. :)

*Inflammation i senen mellem fod og hæl, oftest nærmest hælen.

torsdag den 5. februar 2015

Vinsmagning

Nu er det jo ikke fordi der sker det helt store i vores lille by, så når der sker noget, så melder vi os til (Hvis det ellers er noget, der interesserer os, altså.)

Derfor var vi til vinsmagning her til aften.

Godt nok var der kun rødvin, bortset fra velkomstdrinken - og det har jeg stadig ikke "lært" at drikke. Jeg kan dog godt tage nogle enkelte mundfulde. Jeg er altså bare mere til hvidvin. Især Chardonnay :)

Ud af de tre franske, tre italienske og to slovenske var der kun en eneste, hvor jeg ville kunne drikke mere end en mundfuld - og det var, overraskende nok, en af de slovenske.

Derfor købte vi da også et par flasker med hjem af den, så vi kan "overraske" gæster med en anderledes vin...eller i hvert fald en vin fra et andet område end de sædvanlige :)

På bordet stod lækkert brød, to slags pølse og tre slags ost; (i tern) Emmentaler, lys cheddar og alm. cheddar (den mørke)

Vi havde ellers spist godt med aftensmad hjemmefra (=Entre cote), men vi guffede da lystigt i os af lækkerierne....det må være vinen, der gjorde det ;)


Klokken godt halv ti var arrangementet overstået og vi kunne gå hjem på fem minutter. Herligt at bo i gå-afstand :)


onsdag den 4. februar 2015

Alt for lang dag

Jeg er træt som ind i H******, for nu at sige det mildt, så det varer ikke længe før jeg kravler i seng, så dagens blogrundfart bliver en kort en.

Dagens program:

Undervisning fra 8-12
Pålagt kursus i læringsmålstyret undervisning i tysk fra 13-16
Møde på skolen 17-20

I morgen har jeg syv undervisningslektioner, som ikke er velforberedte. Det er jo herligt at være normaliseret; for lidt tid til alt for mange opgaver. Det tricker mine stresssymptomer pænt meget, skulle jeg hilse og sige.

tirsdag den 3. februar 2015

At lære at hækle er ikke det nemmeste...

...når man er venstrehåndet som jeg er.

Min elskede faster, der var en meget blid og tålmodig kvinde og lærte mig at sy, brodere og strikke* m.m., ja hun måtte opgive at lære mig at hækle. Hun var højrehåndet og jeg fattede det bare ikke, når hun viste det...jeg kunne ikke "dreje" metoden inde i hovedet.

En gang imellem har jeg forsøgt at lære det ved at låne hæklebøger, men de viser det også altid kun for højrehåndede - og så opgav jeg hurtigt.

Forleden var jeg på biblioteket og låne et par håndarbejdsbøger, herunder strikkebøger til baby/børnetøj (har jo fået en dejlig niece). Jeg kunne ikke dy mig - og lånte (endnu) en hæklebog med hjem...

I går købte jeg Hendes Verden, hvor der fulgte en hæklebog med. Det var nu ikke derfor jeg købte bladet; Når jeg endelige køber ugeblade, er det oftest det blad, da det er det bedste, synes jeg.

Nå, men så i går fblev vildt og voldsomt IRRITERET over, at jeg (stadig) ikke kunne hækle...og ikke mindst frustreret over, at diverse forklarende tegninger/fotos vises med en højre hånd...det kan jeg jo ikke bruge til noget! Nå!

Så forsøgte jeg på nettet....for nu havde jeg altså fået i hovedet, at jeg ville lære at hækle...!

Jeg fant hurtigt en del debatsider, hvor andre venstrehåndede beklagede sig over det samme som jeg...og så var det jeg faldt over en YouTube-video..."and the rest is history", fristes jeg til at sige.

Godt nok hækles der ret hurtigt i videoen, men den kan jo ses flere gange...og med et havde jeg hæklet mine allerførste luftmasker:


Ikke specielt jævnt...men for pokker, jeg har hæklet!

Næste ting jeg kastede mig over var videoen med kædemasker:


Så begyndte jeg at få blod på tanden...og tænkte at jeg da lige ville lære fastmasker også, nu jeg var i gang...som sagt så gjort:


Jeg kunne dog godt se, at jeg lavede et eller andet forkert...siden jeg fik færre og færre masker...så jeg prøvede igen...

...med samme resultat:



Derfor tog jeg hækletøjet med på job i dag og spurgte en hæklekyndig kollega om hjælp...og der var sørme hjælp at hente; hun forklarede mig om vendemasker og at man til fastmasker skal lave en luftmaske....og så begyndte det at se pænere ud:


Selvfølgelig laver jeg stadig fejl; kanten er endnu ikke helt lige...men jeg er på vej :)

Når jeg en gang behersker fastmaskerne nogenlunde, har jeg på fornemmelsen, at jeg kaster mig over stangmaskerne, omend det lyder forvirrende med halve, hele og dobbelte..!

Hvorom alting er, så er jeg temmelig tilfreds med, at jeg har knækket hæklekoden ved hjælp af et par videoer på nettet!

Her er blot linket til den første video...så kan man nemt finde de andre.



...og da jeg så lige ledte efter ovenstående video, fandt jeg denne, amerikanske.....som er endnu bedre:



Foreløbigt har jeg kun set 1. del...og den er superinstruktiv, så hvis du er venstrehåndet og har lyst til at lære at hækle, så se endelig den video! :)


*Strikke og strikke er nok så meget sagt, eftersom jeg kun kan slå op, strikke ret og vrang, tage ind/ud og lukke af. Det kommer man ikke langt med, når man ikke kan forstå en strikkeopskrift. (En af de bøger jeg lånte forleden har dog vist en strikkeopskrift på en hue, som jeg TROR jeg kan tyde, vi får se... )

mandag den 2. februar 2015

Gourmetaften

En ny tradition er opstået:

Hver 3./4. måned mødes vi med et vennepar - på skift hos hinanden - til "gourmetaften".

De første to gange har hun (=de) stået for forret og hovedret, mens jeg (=vi) har stået for dessert og en kage.

Jeg kan godt lave mad, men er bedre til at bage/lave desserter og hun har det lige omvendt, så det var jo nemt at beslutte, hvem der lavede hvad.

Næste gang bytter vi dog....det bliver en udfordring for os begge. Ingen tvivl om det!

Nå, men for at vende tilbage til vores gourmetaften i lørdags, så var det helt sjovt at overlade sit køkken til en anden og bare slappe af og vente på vi skulle spise.

Jeg havde nemlig dagen i forvejen bagt det jeg skulle; marmorkage til eftermiddagskaffen og en citron-cheesecake med hvid chokolade til dessert.

Et par billeder fra i lørdags:

Lammerullen forberedes

Så er den klar


Aftenens menu

1. forret: Grøntsags-urtesuppe bl.a. med gulerod, pastinak, spidskommen, kanel...m.m. Dertil ristede nødder og brød.



2. forret: Reje-et-eller-andet med spinatblade



Hovedret: Lammerulle med syrlig kartoffelsalat m/bacon. Dertil salat med rå porrer, løg, kål



Dessert: Citron-cheesecake med hvid chokolade


Vi synes det er hyggeligt med sådan en aften og jeg er allerede gået i tænkeboks mht. næste gang, hvor det jo er mig, der skal lave forret og hovedret...!

Jeg er ret sikker på det bliver noget "italiensk-inspireret" mad, så jeg ikke føler mig helt på glatis, men kan godt mærke jeg føler mig mere usikker, end hvis jeg skulle lave dessert og kage.... Haha, men det er jo sundt med den slags "benspænd" - og også lidt sjovt.

P.S. Mændenes job er at sørge for drikkevarer - det klarer de til UG ;)

søndag den 1. februar 2015

En akrobatisk mus...

Til kræenes (Felix og Quintus) store fortrydelse kunne de i dag betragte en mus (halsbåndsmus, tror jeg) fra stuevinduet.

Først piskede den rundt på jorden...så op i træet...og derfra sprang den ned på fuglefoderhuset, hvor den først lavede en del akrobatiske øvelser....som jeg fangede på foto gennem vinduet.. indtil det lykkedes den at komme ned til foderet, hvorefter den krøb ind i "tårnet" med solsikkefrø og mæskede sig - i fred og ro for fjender.


Det ved jeg med sikkerhed den gjorde, for jeg gik udenfor og lettede på låget, og der sad den og kiggede skræmt op på mig med sine små brune øjne...og et solsikkefrø mellem poterne.

Jeg lagde låget på igen og lod den få spisero.

Så længe mus befinder sig udendørs og ikke laver "ballade" (=ødelægger noget), synes jeg de er søde og gør dem ikke noget.

Forvilder de sig ind i "kattehaven"...tja..så er de til gengæld selv ude om det.... ;o)

Selve huset vil jeg absolut heller ikke have mus ind i - men med de tre katte jeg har, ville et sådant besøg under alle omstændigheder bliver af meget kort varighed.

Februar=Frølinger

Jeg sidder her, svært tilfreds med, at vi endelig er ude af januar måned. Den måned føles altid ualmindelig l a n g. Lidt underligt at den føles så meget længere end de andre 31 dages-måneder.

Februar er den sidste vintermåned og derfor er mit forhold til februar en hel del bedre. Nu hjælper det også på det, at jeg har en uges ferie - i februar.

Men - det der gør februar til en okay måned, er at det er den måned, hvor jeg sår de første frø :o)


Tøj til prinsessen

Som nævnt forleden har jeg fået syet noget tøj til min niece. Dengang kunne jeg ikke vise billeder af det, da min svigerinde endnu ikke havde fået det. Jeg ved ikke, om de følger med på bloggen her jævnligt, men ingen grund til at risikere de så tøjet for tidligt :)

I går gav jeg svigerinden tøjet, så nu kan jeg vise billeder:

Først en kjole i "champignon-stof"...


...og samme kjolemodel i stof med små hvide stjerner på lyseblå bund. Blonden er kniplet af min farmor (som døde i 1970).

Hvis jeg ellers husker ret, er mønsteret fra Alt om Håndarbejde...1985 eller deromkring....men da det er et tidløst mønster kan det snildt bruges her i 2015 også.


Til sidst syede jeg så en lilla velourdragt. Mønsteret er fra samme blad. Jeg har altid været vild med lige præcis det mønster og har gennem tiden syet utallige sådanne buks+trøjesæt.

Jeg syr det af og til i andet stof end velour, det kan sagtens lade sig gøre, men sættet bliver ekstra lækkert i velour.


Svigerinden blev glad for det hele...men det var tydeligt at se, at "joggingdragten" var den hun var mest begejstret for.

Jeg har allerede næste syprojekt til prinsessen i hovedet, så må vi se, hvornår jeg får tid til det.