mandag den 19. juli 2004

Sikke dog en mormor at have!

Jeg taler selvfølgelig om mormoderen i dokumentaren "En drengs skæbne" (hot doks-serien), der lige er sluttet på tv2.

De første par minutter, havde jeg ikke megen medlidenhed med ungen, Robert, han opførte sig jo skingrende vanvittigt. Jeg fattede ikke at han ikke var blevet anbragt på et eller andet hjem, for dén opførsel var der da ingen, der kunne holde ud i meget mere end et par minutter.

Og lad nu være med at hidse dig op over den kommentar, ikk :o) Den blev kun tænkt de første 5-7 min. af filmen og desuden er jeg hyperallergisk overfor "børne- skrig og skrål" - En af mange grunde til jeg ikke har lyst til selv at få børn - og derfor jeg arbejder med teenagere, de larmer trods alt ikke i nærheden af det høje C :o)

Jeg begyndte dog hurtigt at ændre holdning til Robert. For det første, da jeg så Anna lade knægten lege med en rigtig revolver/pistol - det gør man sgu da ikke, hvis man er rigtig velforvaret! Uladt eller ej. For ikke at tale om al hendes snak med ham om knive i hjertet, skyde folk etc. etc.

For det andet så man Roberts adfærd i skolen; Der var drengen jo helt anderledes, høflig og lærevillig. Ergo måtte det jo være "påvirkningerne" i hhv. skole og hjem, der ikke harmonerede, og ganske rigtigt.

Bare det at Anna tvang de der piller ned i halsen på Robert...og så den måde hun talte til ham på....tsk tsk. Så - efterhånden som man lærte Anna (mormoderen) bedre og bedre at kende, blev man klar over, at det var hende, der var psykisk syg - for nu at sige det mildt - og at det var hende der var skyld i hans opførsel.

Hun havde nemlig hjernevasket ungen til at tro han var psykisk syg ("Münchausens syndrom" og noget mere, som psykologen forklarede.) Fra at have været en temmelig trist og sørgelig historie at følge, ændrede den sig til en solstrålehistorie, da Anna kom på sygehuset.

Det betød nemlig at Robert og hans lillebror, Benji, kom til at bo hos deres biologiske mor, Robanna. En ung kvinde i starten af 20erne, der havde et selvværd lig 0, da dokumentaren startede. At se hendes selvværd vokse, fordi hun (endelig) fik lov til at tage ansvaret for sine egne børn - at nogle troede på hun kunne magte det (=politiadvokaten) Dét var fedt at se!

Børnene fik det også hurtigt bedre; efter ½ år kunne Robert holde op med at tage sin medicin mod sine "adfærdsproblemer" og man kunne se på drengen, at han var en helt normal lille dreng.

At se ham kunne lege "kildeleg" med sin mor uden at han gik over gevind, var stort - når man tænkte tilbage på hvordan han "legede" i starten af filmen.

Filmen var fra 2002 og jeg håber den lille familie stadig har det godt og slipper for Annas usunde indblanding.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar