mandag den 19. juli 2004

Hvor tit oplever du egentlig stilhed?

Og her mener jeg virkelig s t i l h e d, altså hverken PC/tv/radio/musik, ej heller snak, hverken med dig selv eller andre. - og nej, heller ikke sms’er! ;o)

Nogle mennesker har det øjensynligt kun godt, hvis der ”sker noget hele tiden”, som om de er bange for stilheden, fordi de så ikke kan undgå at ”høre deres egne tanker”.

Personligt har jeg det aldeles pragtfuldt med total stilhed. Når jeg vågner om morgenen nyder jeg at ligge og lytte til stilheden og ganske langsomt vågne op til en ny dag. Da jeg er noget af en sovetryne, er dette dog kun muligt i weekends og ferier – men der gør jeg det så sandelig også!

I løbet af dagen kan jeg sagtens ligge i sofaen og bare ”glo ud i luften”, lade tankerne vandre uden forstyrrelser af nogen art (Bortset fra når katten vil have selskab ;o) ).

Jeg elsker at have det helt stille omkring mig, og har også brug for stilheden for at kunne lade op til jobbet, hvor jeg jo er omgivet af 160-180 temmelig støjende teenagere hver dag. Sikkert også derfor jeg langt fra har behov for at høre musik herhjemme til hverdag. Er jo ”tvangsindlagt" til musik i frikvartererne, for det meste 5-6 forskellige sange – på samme tid!

Boede en gang sammen med en, som bare skulle have larm omkring sig lige fra morgenstunden. Enten blev der sat musik på eller også blev tv’et tændt, at undlade ”larm” var utænkeligt. ”Her er jo alt for stille”, var begrundelsen, når jeg lettere gnaven, spurgte om det virkelig var nødvendigt med larm lige fra morgenstunden.

Han fattede simpelthen ikke, at musik/larm fra morgenstunden kunne ødelægge det meste af min dag, fordi jeg ikke fik lov til at vågne i mit eget tempo.

Frygter du stilheden? At frygte stilheden er at frygte sig selv. (Barbara Berger – Vejen til Kraft)

Hvordan har du det med stilhed? Kan du holde stilhed ud eller skal du helst have larm omkring dig?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar