Har brugt de første timer af formiddagen på at få sorteret videre færdigt i mine skolepapirer. I den forbindelsen kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget plads jeg egentlig ville have i mit hjem, hvis jeg IKKE var lærer!
Den ene af mine to største reoler (b90 x h210 x d30 cm) ville være helt tom! Jeg synes ellers jeg gør, hvad jeg kan for at få tranporteret så meget skolemateriale som muligt ud på skolen, men derude har jeg kun et enkelt lille skab, så det er begrænset, hvor meget jeg kan have der.
Ikke desto mindre har jeg her i juleferien igen ryddet ud på hylderne, så jeg nu har ca. 1 hyldemeter materiale, der skal ud på skolen. Eftersom reolerne stadig er fyldte, kræver det næppe megen fantasi at regne ud, hvordan reolerne så ud FØR min oprydning!
Sidste store oprydning var i sommerferien, så det tager altså kun ½ år at få hylderne gjort totalt overfyldte.
Jeg tror faktisk, at lærerjobbet er et af de job, der rent fysisk optager allermest plads - hvis ikke mest - i folks hjem. Det er jo helt vildt, hvad man anskaffer sig af bøger, tidsskrifter, avisartikler m.m. For slet ikke at tale om alle de mapper med tekster, fundet i alverdens blade, man måske kan bruge i undervisningen på et eller andet tidspunkt!!
Når man så oven i købet underviser i tre sprog og historie, så bliver det hurtigt til alt for meget. Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan lide at have bøger i mit hjem - jeg elsker bøger - men jeg kan nu en gang bedst lide den slags bøger, jeg har for min egen fornøjelses skyld!
Så nogle gange overvejer jeg altså et jobskifte - men som situationen ser ud lige nu (finanskrisen) bliver det vist ikke lige med det samme!
Forøvrigt kan jeg stadig godt lide mit job, men for filan da, hvor jeg kan blive er træt af, hvor meget det rent bogstaveligt fylder i mit liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar