Der lå en smuk, lille kirke. Døren stod åben og gudstjenesten var i fuld gang. Præsten havde mikrofon på, så hver gang han sang/messede genlød det over den lille plads. Det lød faktisk ganske kønt, nu det skulle være.
Jeg var dog mere interesseret i de gamle ruiner, der lå spredt rundt omkring.
Der var ikke noget, der hed afspæringer, så jeg gik ganske forsigtigt. (Med det dårlige syn jeg havde på det tidspunkt, turde jeg ikke andet.
En ganske pæn udsigt, synes jeg.
For at komme ud til selve Hera-søjlen gik man på en træbro - og vi var ikke de eneste, der benyttede os af broen:
Søjlen kunne man ikke komme ud til - der var sat hegn op. Halvdelen af mit rejseselskab fandt dog et hul i hegnet, kravlede igennem det og kom helt ud til søjlen.
Jeg aner ikke, hvad dette farvestrålende insekt hedder, men flot var det. Bare ærgerligt mit kamera ikke zoomer godt.
Efter ca. 1½ times ophold kørte vi videre. Igennem Crotone og ind i bjergene til byen San Severina. Byen ligger på toppen af et bjerg - det ser fantastisk ud, når man nærmer sig.
Vi ankom lidt i 1 - og den nyrestaurerede normannerborg lukkede - naturligvis, fristes man til at sige - klokken 1! Så vi måtte nøjes med at tage billeder af den udefra. Det blev den nu ikke mindre imponerende af.
Udsigten fra byen var fænomenal:
Jeg var helt vild med deres tegltage:
Efter at have betragtet udsigten i et godt stykke tid, var maverne begyndt at knurre, så ind på en restaurant, lige neden for borgen, hvor Gammelfar selv stod i køkkenet.
Han kunne dårligt gå, men "vraltede" frem og tilbage mellem gæsterne i den fyldte restaurant for at hyggesnakke og skænke en lille dram til udvalgte gæster. En rigtig italiensk fatter :o) Lave mad kunne han også! Jeg fik en ualmindelig lækker fettucine med svampe. MUMS.
Efter således at have fået fyldt energidepoterne op trillede vi hjem til Casa Elvira igen. Nedenfor pensionatet lå stranden - den ville vi ned og se og begyndte nedstigningen...
Der var længere ned end beregnet, men man kunne jo sagtens holde pause undervejs og få taget nogle billeder.
Casa Elvira - forøvrigt opkaldt efter mutter i huset - set nede fra stranden.
Det var IKKE nemt at gå rundt nede på stranden. Sandet var meget groft og så tungt at halvdelen af fødderne forsvandt ned i det for hvert skridt. Så det med at gå hurtigt var der ikke noget, der hed. Det meste af sandet var fyldt med små muslingeskaller, der umiddelbart alle ser hvide ud. Det var de dog langt fra.
Så mange forskellig-farvede muslinger fandt jeg i løbet af 5-10 minutter. Det lykkedes mig også at få dem fragtet hjem til DK uden de gik i stykker! :o)
Så var endnu en dag til ende og vi indtog vores aftensmad udenfor til lyden af det brusende hav.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar