Det var dog lige godt...!
Jeg har ikke bestilt andet end at arbejde siden jeg stod op, men alligevel må jeg konstatere, at jeg langt fra er færdig med det, jeg som minimum SKAL have klaret i løbet af denne weekend.
Derfor holder jeg også "fri" nu, for jeg kan alligevel slet ikke nå at blive færdig i aften og lidt "fri" vil jeg altså nå at have, selvom det nu ikke føles som frihed, når der er så mange opgaver, der ligger og venter.
Den ene af de to kæmpeopgaver er 98% færdig nu - heldigvis, men den anden store opgave er jeg slet ikke kommet i gang med endnu, fordi den første har taget 3 gange så lang tid som beregnet. Derudover mangler jeg "lige" forberedelsen til mandagens mange fag.
For slet ikke at tale om de opgavesæt, der også lige skal rettes. (Retteopgaverne kan jeg dog vente med at tage i løbet af næste uge.) Uanset hvornår jeg bliver færdig med alle de her opgaver, så kan jeg (endnu en gang) konstatere, at mit job vist ikke egner sig til mig!
Jeg bruger nemlig ALT for meget tid på det. Selv når jeg ikke har masser af opgaver, som i denne weekend, så kan jeg altid finde på en eller andet jobrelateret opgave, "jeg da egentlig lige burde sætte mig ned og bruge et par timer på...!"
Det vist meget godt jeg bor alene, for et familieliv har jeg slet ikke tid til. Mit job skal ikke være det vigtigste i mit liv og lige nu fylder det alt, alt for meget. Ikke kun fysisk, men så sandelig også mentalt. Jeg tænker job mere eller mindre konstant.
Også når jeg læser blogs, broderer osv. kredser tankerne om jobbet. Det er dælme belastende. Hvis jeg ikke kunne lide mit job, så kunne jeg jo bare finde mig noget andet at lave, men jeg kan jo godt lide at undervise og at omgås de unge - på den måde er mit job jo enormt livsbekræftende.
Det kan bare ikke være rigtigt, at jeg skal have noget, der ligner dårlig samvittighed, fordi jeg har en aftale, der varer det meste af næste lørdag og jeg derfor ikke kan være hjemme og forberede mig, men sådan har jeg det altså!
Jeg skal altså have fundet en måde at begrænse mit job på, så det fylder mindst muligt i mit liv, for som det kører lige nu, det kan jeg ikke holde ud i længden. Nogle gode ideer?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar