Har aldrig før hørt Eminem, da hip-hop/rap og "den slags musik" yderst sjældent siger mig noget som helst. Synes generelt det er ekstremt ensformigt at lytte til. Men - hvad gør man ikke for sine elevers skyld? De arbejder pt. med temaet " Musik" i engelsk og lige nu læser vi et par tekster om Eminem.
I næste uge skal vi også høre nogle af hans sange og diskutere et par sangtekster (skal lige have fundet en engelsk slang ordbog, tror jeg *G*) og derefter se filmen "8 Mile". Derfor har jeg brugt et par timer denne fredag aften på at få set "8 Mile"...og jeg må indrømme jeg var positivt overrasket.
Især var jeg meget fascineret af de battles, der var i filmen. Ikke pga. musikken, men på grund af den mere eller mindre eminente leg med ord, kombattanterne stillede op med. At have set filmen gør mig dog ikke til hip-hop-rap fan, men nu ved jeg at jeg nok skal "overleve" at se filmen igen uden at gabe kæberne af led :o)
I løbet af næste uge skal jeg så snart i gang med at lave et par opgaver til filmen og i den forbindelse er det altså superlækkert at DFI stiller så meget undervisningsmateriale gratis til rådighed - ikke kun til "8 Mile", men til en hel liste af forskellige film.
Hvordan har du det med hip-hop/rap musik?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar