Hvad der skal ske med Speedy i den nærmeste fremtid er noget, jeg skal overveje rigtig meget de næste par dage. Han nærmer sig jo de 12 uger, hvor det er tiden at finde et hjem til ham. At lade ham leve som "vildkat", selvom jeg selvfølgelig fortsat fodrer ham, dét kan jeg ikke få mig selv til - ville slet ikke kunne holde ud at se ham sidde ynkelig og kold udenfor i frost og sne, og måske ovenikøbet også blive syg. Sådan et liv er der ingen katte, der fortjener! Derfor må jeg snarest finde ud af hvad der skal ske med ham. * * *
Det er dog muligt, at han slet ikke skal flytte særlig langt, for i dag sagde min udlejer til mig, at hun syntes jeg skulle tage ham til mig; at jeg for hendes skyld gerne måtte tage ham som kat nr. 2. Som ingen læser af denne blog burde være i tvivl om, så er jeg meget glad for Speedy og det er Capriccio også.
Af samme grund blev Speedy inviteret indenfor i dag, "på prøve", i første omgang for at se, hvordan Capriccio vil reagere på en "fremmed kat" i hans hjem; Vil han acceptere at dele sit hjem med en anden kat, og i særdeleshed en killing, eller vil han blive træt af killingens energiniveau etc. etc.? Og hvordan vil Speedy reagere på at være indenfor; Vil han være renlig? Vil han undlade at kradse i møblerne etc. etc. Første forsøg gik helt fint.
Capriccio er kat for opdragelse af en uvoren killing - beklager den rystede billedkvalitet, den skyldes tempoet :o). De tonsede rundt i stuen og resten af hytten i en vild tagfat, afbrudt af "opdragelse" og korte puste-ud-pauser. Speedy var dog ikke meget for at jeg gerne ville snakke med ham, han løb væk, når jeg kom for tæt på, men det gjorde han nu også i starten udenfor, så det ændrer sig nok, hvis han "flytter ind".
Efter et par timer blev Speedy så lukket ud igen, så Capriccio kunne få lidt ro. Her for lidt siden åbnede jeg så døren for at se om Speedy var nogensteder. 1-2-3 så stod han ved mine fødder, spindende og lod sig villigt løfte op og bære indenfor og lod sig endda kæle med 1 minuts tid i sofaen, før Capriccio inviterede ham til tagfat....så mens jeg sidder og skriver dette flintrer kattene igen rundt i hele hytten.
Regner dog med at lukke Speedy ud for natten, for at Capriccio kan få sig en rolig nattesøvn, for han ser mig lidt træt ud :o)
Første gang Speedy befinder sig på et tæppe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar