Det eneste den fortæller er da at folk nu til dags ikke har været elever i "den sorte skole".
I følge artiklen her, kan kommende cand. scient. pol'er ikke svare korrekt på ret mange af disse spørgsmål.
Det kan jeg heller ikke, men det betyder skisme ikke, at jeg ikke har en bred historisk viden - Jeg er klassisk-sproglig student og har derudover læst utallige historiebøger igennem mit liv - og gør det stadig.
Jeg synes, historie er både interessant og spændende og finder altid nye historiske perioder/begivenheder at interessere mig for, for ikke at tale om, hvor tit jeg vender tilbage til en periode/begivenhed jeg finder særlig interessant.
Faktisk var omtalte artiklen genstand for en snak med et par kolleger i dag, og vi var alle enige om, at det da var nogle aldeles åndssvage spørgsmål at skulle kunne svare på.
Jeg medgiver gerne, at unge mennesker nu til dags generelt har en ringe historisk basisviden - så på dét punkt er jeg enig med Gorm Harste - men så ophører enigheden også.
Jeg vil til hver en tid mene, det er vigtigere at eleverne har et historisk overblik (At de kan placere vigtige begivenheder nogenlunde korrekt i tid og i forhold til hinanden) og at de desuden forstår baggrunden for forskellige begivenheder, fremfor at de fx. ved hvornår korstogene startede eller hvor mange indbyggere der er på Bornholm og i USA.
Hvis Gorm Harste forventer at folk kan svare korrekt på de fleste af hans spørgsmål, burde han nok have spurgt folk, der havde gået i "den sorte skole", hvor terperi og udenadslære var i højsædet, fremfor nutidens studerende.
Gad egentlig godt vide, hvordan svarene havde været, hvis han i stedet for havde spurgt de studerende om baggrunden for diverse historiske begivenheder.
Hvad mener du?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar