onsdag den 25. december 2013

Det var så den jul

Så er julen 2013 overstået for mit vedkommende....lige bortset fra den risalamande jeg mangler at spise ;)

Selve juleaften gik udmærket. Jeg fik dækket et julepyntet bord, lavet min julemiddag og den smagte helt fint. Jeg havde dog fået lavet rigeligt med mad, eftersom jeg ikke lige havde taget højde for, at jeg nok kun ville spise en portion...

Mandelgaven fik jeg også :) men det er ikke så overraskende, da man må sige oddsene var gode ;)
Julegaver har jeg jo ikke fået endnu, men familien mødes en af dagene til gaveudveksling :)

Det har som sagt været en temmelig anderledes jul i år, men det var nu en okay aften. 

Det er der nok flere grunde til, bl.a. at jeg havde ro i sindet hvad angik Felix' helbred, eftersom jeg kunne holde øje med ham og så det faktum, at jeg VALGTE at lave julemad, selvom jeg jo snildt kunne have lavet noget mindre tidskrævende.

Derudover har det nok også noget at sige, at jeg ikke (mere) er det store julemenneske. Den der særlige julestemning man kan komme i, har jeg ikke mærket de sidste par år.  Det er nok alderen ;)

Nå ja, og så er jeg jo vant til at holde nytårsaften alene, dvs. jeg er vant til at sætte mig alene til et pyntet bord.

I dag pilles julepynten ned og sættes på loftet til næste år, ellers har jeg ikke rigtig nogen planer for dagen....det skulle da lige være at få kigget lidt på mit årstilbageblik til bloggen her og evt.. få smidt nogle flere gamle indlæg på bloggen....et arbejde jeg ikke har fået gjort spor ved i flere måneder...

Skolearbejde skal jeg også have lavet her i ferien, men jeg har forsøgt at begrænse det ( alt rettearbejde blev klaret i ugen op til) så jeg tror jeg kan nøjes med at bruge en enkelt dag på det i år. Det bliver så også sidste gang jeg skal bruge noget af min juleferie på at arbejde.... Det er jeg ikke ked af :)

Jeg håber du har haft en dejlig jul :)



tirsdag den 24. december 2013

Juleaftensdagsmorgen

Tror selv kattene ved, det er jul.

I hvert fald ventede Quintus helt til kl. 7.45 før han vækkede mig, næsten to timer senere end normalt.

Jeg var selvfølgelig spændt på at se, hvordan Felix havde det her til morgen, for i går var han ikke meget værd.  Han var sløv og endte med at sove hele eftermiddagen, aftenen og natten, men det er der jo heller ikke noget at sige til. Han har formodentlig haft ondt efter at være blevet "klipset sammen" - endda uden bedøvelse.


I dag har han det dog bedre og opfører sig næsten som han plejer og det glæder mig at se. Jeg kan ikke fordrage at se mine kræ have det skidt.

I dag var så også dagen for 1. pillegivning - og det lykkedes da i 2. forsøg. At give en kat piller er ikke just det nemmeste, og når det nu skal være, så er jeg egentlig glad for det er Felix og ikke Quintus, der skal have dem. Quintus ville simpelthen blive fuldstændig rasende og gå helt amok med kløer og tænder... ;)

Selvom det nu blev til, at jeg skal holde jul alene, betyder det jo ikke at jeg ville droppe alt, der har med jul at gøre. Som tidligere skrevet fik jeg købt ind til julemaden i går.

I går aftes fik jeg smuttet mandler, gourmetsaltet stegen og lavet risengrøden. Om lidt vil jeg så atter gå i køkkenet og få skrællet kartoflerne og lavet ris a la mande, så jeg kan koncentrere mig om stegen og sovsen i aften. 

Det er dælme mange år siden jeg har lavet flæskesteg - det plejer at være min søster, der står for tilberedelsen af julemiddagen (og jeg for ris a la mande), men jeg har printet en opskrift ud fra nettet, så det kan ikke gå helt galt.

I eftermiddag tager jeg måske en tur i kirken, men det kommer da godt nok an på vejret, kan jeg mærke.

I går var jeg ret ked af at skulle holde jul alene og syntes, at en julegudstjeneste måtte være det helt rigtige. I dag har jeg det egentlig okay med at julen er blevet som den er, og synes ikke en julegudstjeneste er så nødvendig, hvis det står ned i stænger, som de har truet med. 

Ellers får jeg nok dagen til at gå med at læse (Har stadig nogle haveblade liggende) og se tv..og ellers bare at være :)

mandag den 23. december 2013

Julemad til en person...

...er nu indkøbt og jeg er så småt ved at vænne mig til tanken om alene-jul.


Julen i familiens skød er aflyst

....i stedet holder jeg jul alene her i mit lille hus sammen med mine elskede kræ.

Rent fysisk er jeg stadig ikke helt på toppen, men havde nok kunnet klare en togtur til det vestjyske, men min elskede Felix ville det så anderledes.

Han har nemlig været oppe og slås med en fremmed kat...og eftersom min intuition, hvad angår mine kattes helbred, er rigtig god, tog jeg en tur til dyrlægen med ham her til formiddag, bare lige for at få ham undersøgt. Jeg havde nemlig bemærket noget sammenfiltret pels på hans bryst og tænkte det godt kunne udvikle sig til noget grimt.

Da pelsen var blevet barberet af, viste det sig, at han havde et åbent sår, ca. 1 cm i diameter....! 3-4 clips fik han (Uden bedøvelse - dygtige kat!) samt et skud penicillin.

Derudover fik jeg penicillin med hjem til at give ham 2 gange om dagen de næste fem dage -> ergo må jeg blive hjemme og passe min kat. (Min kattepasser er nemlig på juleferie...og for øvrigt vil jeg ikke da overlade ansvaret for at give piller til en kat til en 15-årig...)

Felix' helbred er altså vigtigere end julen og jeg er glad for jeg altid lytter til min intuition ( I hvert fald, når det drejer sig om mine kattes helbred.)

Når jeg nu skal holde jul herhjemme, er det da godt det kun er d. 23. i dag.... Så er der jo mulighed for, at jeg kan få købt ind, så jeg i det mindste kan få noget, der minder om julemad i morgen.

Menuen i morgen kommer nok til at lyde på:

Middag: Risengrød med smør og sukker/kanel
Aften: Flæskesteg, kartofler, brun sovs, asier og chips - dessert: ris a la mande
Jeg  kan ikke lide brunede kartofler, så dem er der ingen grund til at lave.... Rødkål kan jeg godt spise, men eftersom jeg ikke spiser så meget af det og det kun sælges i temmelig store glas, så undværer jeg hellere end at skulle smide ud.

Juletræ har jeg ikke, men har dog et lille enebærbusk, som nevøen har julepyntet. Tror dog jeg lader det stå i udestuen, der holder det sig bedst.

Har aftalt med familien, at vi mødes en gang mellem jul og nytår og holder "mini-jul" og udveksler gaver. (Det passer mig glimrende, eftersom jeg stadig mangler at købe gaver til nevøen - har jo ligesom været forhindret de sidste par dage)

Jeg har også lige husket at få refunderet min togbillet - igen er jeg glad for det kun er d. 23. og at jeg først skulle rejse d. 24...ellers havde jeg ikke kunnet få mine 600,- tilbage. Det ville godt nok have været surt at skulle smide så mange penge ud af vinduet.

Det bliver som sagt en mærkelig jul..... men det skal da ikke forhindre mig I at ønske jer:

EN RIGTIG GLÆDELIG JUL :)




lørdag den 21. december 2013

Jamen, selvfølgelig da...

Nu hvor jeg har fået ferie, begynder kroppen at slappe af = indtage virus/bakterier.... i hvert fald føler jeg mig ikke spor frisk...:(
Føler mig nu heller ikke specielt syg - endnu - men bare sådan generel utilpashed...

Det er typisk min krop; at være mellem 24-48 timer om at blive nedlagt af sygdom.

Nogle gange er jeg heldig og det bliver ikke til mere end et par dage med generel utilpashed...andre gange er jeg mindre heldig... jeg håber på det første, for at holde jul alene i en sygeseng virker meget lidt tillokkende.

Nå, men igår (FØR jeg fik det skidt) var jeg en smuttur til Lund i Skåne (tandlægebesøg)...og måtte konstatere, at selvom jeg ikke er særlig "have-minded" for tiden, så skulle jeg altså lige forbi en enkelt butik inden jeg vendte næsen hjemad igen:


Jeg skulle dog IKKE have noget, jeg skulle KUN kigge.........indtil jeg fik øje på en pænt stor balje med frøposer til 5 sv.kr. stykket....

For nogle af poserne synes jeg faktisk, det var frækt at tage en så forholdsvis høj pris, eftersom frøene helst skulle sås senest 2009 (!!) men det lykkedes mig da at finde et par stykker, der faldt i min smag, der "kun" skulle være sået i 2012:


Zinnia 'Old Mexico'
Lychnis 'Molten Lava'
Nasturtium 'Alaska Salmon Orange'
Morning Glory 'Carnivale di Venezia'

Det er et rent tilfælde, at alle er orangefarvede blomster, bortset fra sidstnævnte, men det passer mig nu ganske fint, da jeg - forhåbentlig - får omlagt flammebedet i løbet af foråret. 

Hvis der ikke bliver plads, finder jeg nok plads i Sydhaven, hvor jeg ikke kører med bestemte farver - endnu da ;)

Hvis frøene nu ikke er spirevillige, har jeg kun mistet 25 sv.kr. - det tror jeg nok, jeg overlever ;) 
Det ville forøvrigt undre mig meget, hvis ikke et eneste frø spirer - frø er jo ret sejlivede, de fleste af dem.

Inden jeg hoppede på toget hjem igen var jeg - naturligvis også - inde i den store Pressbyrån , hvor det blev til tre svenske og et engelsk haveblad...

...og eftersom jeg ikke har det særlig godt i dag, er det en ganske glimrende mulighed for at få mig kæmpet igennem stakken med ulæste haveblade....sofa, here I come :)


Juleroserne blomstrer fint ude i Sydhaven :)

onsdag den 18. december 2013

Synes godt nok jeg har et mærkeligt efterår/vinter... LANGT indlæg!

Belært af sidste års "nedtur" i oktober/november (Vinterdepression for fuld udblæsning) gik jeg i gang med at indtage mine perikon-antidepressiver allerede fra d. 9. september, fordi det varer op til fire uger før effekten kan mærkes.

Jeg er godt klar over, at mit job (eller rettere LOV 409) OGSÅ bærer en stor del af ansvaret for mit "ligeglade humør" og mangel på entusiasme/energi - og har gjort det siden foråret med lockout og det deraf følgende overgreb (L409), i stedet for overenskomst.

Uvisheden om hvordan mine arbejdsbetingelser bliver til næste år fylder rigtig meget. Her tænker jeg i høj grad på den arbejdsplads/kontorplads jeg og mine kolleger i følge arbejdsmiljøloven (AML) har krav på.

Hvordan den kommer til at se ud/om jeg får plads til alle mine skolesager/om jeg får et aflåseligt skab/skuffe (som jeg også har krav på ifølge AML!)....for der skal absolut INGEN "skoleting" være at forefinde på min matrikel pr. 1/8-14, det er da helt sikkert! Sikke meget plads jeg får herhjemme :)

Jeg har faktisk også krav på en telefonforbindelse på min arbejdsplads.... Ja faktisk siger AML, at lærerarbejdspladser på skoler skal være lige så gode som f.eks. kontorarbejdspladser på rådhuset!

Jeg er selvfølgelig også jeg ret spændt/bekymret over, hvor lidt forberedelsestid jeg vil blive spist af med - til flere undervisningstimer...og hvilke opgaver jeg så IKKE skal lave til næste år...! (Det sidste fixer jeg dog nok bare selv, det siger Antorini jo jeg skal...*1*)

Ovenstående fylder altså rigtig meget, eftersom det vil have stor indflydelse på, hvordan jeg vil kunne udføre mit arbejde, som vil have direkte indflydelse på kvaliteten af min undervisning, som igen vil kunne afspejles direkte i elevernes resultater...

(Samtidig har jeg sådan på fornemmelsen, at regeringen får udtænkt - endnu - et krumspring, som betyder at arbejdsmiljøloven ikke behøver gælde for lærere! De kan jo åbenbart få lov til at slippe af sted med det meste.)

Til gengæld har jeg det helt fint med at skulle være på jobbet fra 8-16 mandag-fredag, sådan som det lige er blevet meldt ud i min arbejdskommune.

Det kommer nemlig til at betyde at jeg skal bruge mindre tid på at arbejde :)

Fremover har jeg FRI allerede kl. 16....og hver eneste weekend....for ikke at tale om HELT fri i mine fem ugers ferie. Aldrig mere skal jeg sidde og bruge feriedage på at planlægge næste skoleår...hurra, hurra :)

Indtil videre får jeg 6. ferieuge udbetalt, men såfremt det bliver muligt fremover selv at vælge placeringen af denne ferieuge, så vælger jeg højst sandsynligt at holde ferie. De andre ferieuger forbliver jo låste - så meget for normalisering!....Vi skal sørme kun normaliseres på de områder, hvor det gavner kommunen!

Der er sikkert også andre "fordele" ved denne fantastisk rigide og ufleksible arbejdslov - jeg har bare ikke opdaget dem endnu....til gengæld er der temmelig mange ulemper...her skal blot nævnes to af dem:

1) eleverne kommer til at risikere at skulle vente meeeeeeeeget længe på at få rettede opgaver tilbage.

Fremover kan jeg jo IKKE bruge en weekend på det, men må bruge den eventuelle "overskudstid" der er tilbage inden kl. 16. (Efter jeg har holdt møder og forberedt mig til de 5-7 lektioner jeg har dagen efter.  Der er jeg selvfølgelig også mest frisk i hovedet...! ;) (Ironi KAN være anvendt!)

Medmindre jeg altså arbejder gratis (=mere) - og eftersom KL, Antorini m. fl. meget klart har meldt ud, *2* at lærerne ikke skal arbejde mere, blot anderledes, så må det tage den tid det tager.

Hvis jeg fortsætter med samme antal skriftlige afleveringer pr. hold som jeg har nu, så vil jeg altid være bagud med retteopgaver...og det går ikke....men bare rolig....jeg skal nok fikse problemet....stol på det.! ;)

2) Det der med pludselig at få en sk***god ide til et undervisningsforløb, når jeg slapper af i sofaen/arbejder i haven/ser en film - det er det slut med. Den slags ideer må jeg fremover kun få om hverdagen mellem 8-16.
Det vil helt sikkert gøre min undervisning mere spændende og anderledes ;)

Nå, det her om skolen kom så til at fylde en hel del mere end beregnet, men det er jo sådan set et ganske godt billede på, hvor meget det fylder i mit liv.

------------

Jeg vil gerne lige understrege, at jeg hverken føler mig deprimeret eller (ret meget) mere træt end normalt, jeg er bare sådan lidt ligeglad med det meste og der er ikke rigtig noget jeg sådan GLÆDER mig til.....Selv alt der har med HAVE at gøre, interesserer mig ikke meget.....!

Det havde jeg ikke lige set komme!

F.eks. så købte jeg jo en hel del haveblade, da jeg var et smut til Tyskland d. 20/11....af dem har jeg kun fået kigget i to af dem. (Læg mærke til jeg ikke en gang har LÆST dem, selvom jeg behersker det tyske sprog!) Resten af dem ligger stadig blot i en bunke sammen med andre blade jeg har købt, men bare ikke lige taget mig sammen til at læse endnu....

Jeg er forlængst holdt op med at se Gardener's World på TV2Fri...

Det er da forøvrigt også kun fordi jeg passede min nevø sidste weekend - og sammen med ham fik lagt de sidste tulipanløg, at jeg fik lagt dem overhovedet! Ellers var de nok blevet liggende i skuret - for derefter at blive kasseret pga. råd...!

Regnvandstønden er ikke blevet tømt for vand for endnu, ej heller frakoblet tagrenden...osv. osv... og det kan jeg heller ikke hidse mig op over...

Jeg får ikke læst blogs. Min "rigtige" computer (den stationære) tænder jeg 2-3 gange om ugen for lige at tjekke mails, den bærbare bruger jeg ikke (Har ellers wi-fi nu)....

Jeg klarer mig fint med den af skolen til rådighed stillede iPad. (Den bruger jeg til gengæld også meget til at læse bunker af nyheder, Skoleintra, Facebook, Instagram, Pinterest, Twitter, BitStrips (Jeps, er vist på "det hele" nu...selvom jeg ikke troede det var noget for mig...?!)

Bloggen er som bekendt også mere eller mindre tom for nye indlæg (Nu kommer der så et!)

Nå ja...og så er der jo den tilstundende julehøjtid.

Her er pyntet lidt op til jul i køkken og stue, men ikke så meget som jeg kunne (Pyntede kun op fordi familien kom til juletamtam d. 1/12)....

Udendørs julepyntning bruger jeg ikke rigtig. Undtagelsen er det "lys-træ" jeg fik for tre år siden...det står i den gamle "tomatbalje" i udestuen og lyser et par timer hver dag.

Claus Dalbys juleudsendelser har jeg set 2 minutter af det første program (via nettet)...og så slukkede jeg igen, da det ikke fangede mig...

---------

Alt dette lyder nok vældig trist, men sådan opfatter jeg det egentlig ikke....jeg trækker bare lidt på skuldrene..... jeg er ret ligeglad.......og jeg ved jo det blot er en fase jeg skal igennem.

Jeg VED at i hvert fald haveglæden/iveren/entusiasmen ligger der et eller andet sted og kommer igen til februar/marts.....

Jeg lavede nemlig lige et ganske uvidenskabeligt forsøg for 5 minutter siden: Jeg kiggede mine blogindlæg fra maj-juni-juli-august igennem og kunne med det samme mærke, at jeg glædede mig til foråret og til at komme i gang med alle de der haveplaner... ;) - jeg skal bare lige igennem vinteren først... :)


*1* "Men hvis jeg var medarbejder, ville jeg aldrig sige til min leder, at hvis du siger, jeg skal lave det og det, så skal du også sige, hvad jeg så ikke skal lave. Jeg ville selv fikse det. Det er den måde, vi skal til at tænke på. Vi skal tænke arbejde på en anden måde. Vi spiller bolden tilbage til jer. Nu har jeg hørt det med, hvad skal vi så ikke lave, hele foråret…", tilføjer ministeren".  http://www.folkeskolen.dk/532046/soroemoedet-viser-antorinis-eksempler-paa-god-skole

*2* http://www.folkeskolen.dk/519789/antorini-laererne-skal-ikke-arbejde-mere

lørdag den 30. november 2013

Gensyn med Travis

I søndags var jeg til koncert med det skotske band Travis - igen. Så dem jo ved et tilfælde på Bornholm i sommers, hvor de slog benene væk under mig.

Derfor har jeg da også investeret i alle deres CD'er (8 styks) og har været i intens "træningslejr" op til koncerten, da jeg ikke kan fordrage at være til koncert og ikke kunne teksterne bare nogenlunde.

Koncerten var helt fantastisk - undervejs sprang Fran (sangeren) ned blandt publikum - og sluttede dét stunt af med at stå lige ved siden af mig - ikke dårligt.


Dårligt er til gengæld mit kameras telefon...øv. Min næste telefon skal dælme have et superkamera!

Efter koncerten fik vi hilst på alle fire bandmedlemmer, fik autografer og fik taget nogle fotos. Det var koldt - hundekoldt at stå udenfor - men det glemmer man jo, når billederne er i kassen ;)

Jeg har mødt musikere før (Smokie, Slade, Sweet, Suzi Quatro, TV2) og der er ingen tvivl om, at gutterne i Travis sammenlignet med ovennævnte er ualmindeligt venlige og imødekommende overfor fans, men de er selvfølgelig også skotter ;) Der var ingen sure miner, irritation e.lign. tværtimod.

I stedet spurgte de:

So, what would you like; autographs, photos?

...og så stillede de smilende op. Imponerende.

Vi har forøvrigt været meget heldige; dagen efter spillede de i Berlin....og så mistede Fran stemmen totalt...og de har måttet aflyse foreløbigt en koncert.

Jo, der er ingen tvivl hos mig; Næste gang Travis kommer til DK, gør jeg hvad jeg kan for at være tilstede igen :)

søndag den 24. november 2013

Der er en måned til jul...

...så må jeg godt skifte til jule-layout her på bloggen :)

Apropos jul, så får jeg hele familien til jule-klippe-klistre på næste søndag, så i løbet af den kommende uge må jeg hellere se at komme på loftet og få hentet julepynten ned.

Hav en dejlig søndag derude i blogland :)

lørdag den 23. november 2013

Spam, spam, spam....!

Indenfor de sidste par uger er jeg pludselig begyndt at få den ene spamkommentar efter den anden...heldigvis kun i mit spamfilter...nå ja...og i min mailboks.

Jeg finder det møgirriterende at skulle bruge tid på at slette, så nu har jeg - dog ikke permanent - valgt at slå ordgenkendelse til.

Ved at bruge den funktion kan alle stadig kommentere, men det kan forhåbentlig gøre min blog mindre interessant for spammere.

Om et stykke tid fjerner jeg ordgenkendelse igen, og håber det har hjulpet.

UPDATE: Da jeg alligevel har modtaget spam, har jeg droppet ordgenkendelsen og har erstattet den med at fjerne muligheden for anonyme kommentarer. Jeg beklager de gener dette måtte medføre.

onsdag den 20. november 2013

En svip-indkøbstur-til-Tyskland

Jeg har ikke været i Tyskland siden jeg var i Berlin i sommeren 2010, så da et vennepar spurgte mig tilbage i oktober, om jeg ville med på en indkøbstur "en gang i november", var jeg da straks fyr og flamme... efter at have aftalt en selvbetalt fridag med jobbet ;)

Jeg blev afhentet på bopælen 7.30 i morges og så gik det ellers mod Rødby-Puttgarten.


Første stop var Bordershop, dernæst Fleggaard og sidst, men ikke mindst supermarkedet SKY....og så skyndte vi os tilbage til færgen og nåede lige akkurat den, der sejlede kl. 12.

Udover de typiske grænsehandelsindkøb, såsom nogle rammer øl og vand, Nutella, slik samt Lebkuchen, Stollen og Pfeffernüsse fandt jeg - allerbagerst i supermarkedet - hylden med blade....!

Først kunne jeg slet ikke finde havebladene og troede egentlig jeg måtte tage til takke med et par "Landhaus-blade"...men så spottede jeg pludselig et blad, med de synlige bogstaver GA.... på øverste hylde....og så skal jeg ellers love for jeg kunne "vælte" haveblade ned i vognen :)

Tolv styk blev det til :)


I morgen udkommer "Alt om haven" også....så jeg løber da ikke tør for havelæsestof lige foreløbigt. Har forøvrigt også et par bøger liggende, jeg stadig mangler at få læst.

Hvad har DU lavet denne onsdag?

søndag den 10. november 2013

Status

Allerførst vil jeg lige sige tak for jeres hilsener :)

Helbredsstatus: Jeg har det fint igen.  Det var en kombination af voldsom hoste, der gav muskelinfiltrationer i brystkassen og reflux. Åbenbart en kombi, der kan give nogenlunde samme symptomer som blodprop i hjertet!

Er nu på medicin og har det som sagt fint :)

Havestatus: Jeg har endnu ikke fået vinterklargjort haven og tvivler også på jeg får det gjort....så må jeg bare være ekstra grundig til foråret...:)

Der er stadig ret mange møder på jobbet....og så er det jo næsten mørkt når jeg kommer hjem... Når jeg så har tiden til at gå i haven, som i dag, så regner det næsten uafbrudt lige indtil skumring...det er sørme ikke nemt.

Mangler stadig at lægge 3-400 tulipanløg....hmmm.


fredag den 1. november 2013

En slem forskrækkelse

Skrevet på mobil, derfor kort indlæg.
Har siden igår aftes ligget til observation for blodprop i hjertet.
EKG'er har dog vist normal hjertefunktion og har lige fået at vide, at blodprøverne også var normale :)
Det er altså "bare" noget andet....men føj for en forskrækkelse.

tirsdag den 29. oktober 2013

Stormen - rosenbuerne: 2-0

Så er mine to rosenbuer historie. Den storm, der raserede i går var mere end de kunne klare.

Begge er knækket flere steder og også vredet mere eller mindre ud af form.




Intet er dog så skidt at det ikke er godt for noget.

Jeg har vist tidligere nævnt, at jeg egentlig ikke var helt tilfreds med placeringen af buerne (De blev sat op før jeg havde besluttet mig for katte-sikringen af haven) og nu har stormen da sørget for at de begge skal pilles ned til foråret!

Jeg har nu vinteren til at overveje hvad jeg gør med de tilhørende roser og clematis. De skal formentlig flyttes, hvorhen ved jeg dog ikke endnu.

Jeg kan lige så godt få placeret en fremtidig bue et smartere sted (hvor den ikke kan bruges som trappestige af kattene!). men spørgsmålet er hvor.

Den kvikke læser har nok allerede opdaget, at jeg kun skriver fremtidig bue og ikke buer. Rent "katte-sikringsmæssigt" har jeg næppe plads til to buer i min lille have og derfor skal der slet ikke være en bue i Sydhaven fremover.

Den anden bue, den der var så flot i sommers, bliver måske flyttet et par meter - medmindre jeg kommer på en god ide mht. kattesikring - for den står altså for tæt på plankeværket.

Så flot var buen i sommers.

tirsdag den 15. oktober 2013

Las os så se...

...hvor meget jeg har kræfter til at få ordnet i dag.

Hav en god dag derude :)

mandag den 14. oktober 2013

Knap fire timers arbejde krævede tre timers søvn

Ingen tvivl om jeg stadig ikke er helt på toppen, hvad angår fysisk formåen, men jeg fik faktisk klaret det meste af det jeg ville nå i dag, så jeg er glad.

At det så lige kostede mig ca. tre timers eftermiddagssøvn bagefter, det er mig velundt. Jeg HAR trods alt ferie - og kroppen må jo have haft brug for restitueringen :)

Siden jeg fik lavet kattesikring af størstedelen af haven, har det der med at fodre fugle været en nærmest ikke-eksisterende praksis, da jeg ikke ville gøre fugle-indfangningen nemmere for kræene.

Nogle (små)ting kan det  åbenbart tage rigtig lang tid at få lavet om på, men i dag, fik jeg altså flyttet stålrøret, som mejsekugleholderen står i, fra den indhegnede have om om til forhaven.

Her har mine katte nemlig ingen adgang, men de kan dog se på indefra stuen (Vinduets karm kan anes øverst til venstre).


Næste skridt udi etableringen af "fuglefodringspladsen" er ophængning af diverse foderautomater og så vil jeg have anskaffet mig et foderhus, der kan stå ved hegnet.

En anden fordel ved at fodre fugle i forhaven er, at det blive noget nemmere at komme til at fylde op med foder, når der ligger sne. Jeg har allerede i løbet af de tre vintre jeg har boet her (Flyttede ind december 2010) flere gange oplevet, at jeg slet ikke kunne komme i haven og fodre pga. snemasserne.

---

I dag var også dagen, hvor jeg fik taget hul på et af de større efterårsprojekter, nemlig oprydningen af mine to skure. Det er simpelthen utroligt, hvordan sådan et skur kommer til at se ud i løbet af en havesæson.

Det hjælper så heller ikke på, at jeg har rigtig mange ting stående i det store skur, som jeg overhovedet ikke bruger (Bl.a. en del stentøj + et testel fra dengang vi tømte min fasters hus)

Men, nu hvor jeg har besluttet mig for at afholde et forårs-garagesalg med alle de ting, jeg ikke har brug for (Inkl. min græsslåmaskine...hehe) , så kan jeg jo få sat kasserne med de ting op på loftet indtil foråret. 

Det burde frigøre næsten en hel reol, som jeg har meget brug for, eftersom stigereolen holdt flyttedag til det lille skur i dag. 

 Her ses det lille skur før oprydningen:

...og her er det efter oprydningen:


Jeg er ikke færdig med projektet endnu, da jeg stadig mangler at få havekrukker, pilestativer etc. sat i skuret.

Da jeg var nået hertil i oprydningen, kunne jeg dog godt mærke, at det var på tide at stoppe for i dag, så det gjorde jeg....næsten da.... 

Her til aften har jeg lavet knap 4 liter hindbærsaft i min "Saft-Maja". Var nemlig så heldig at få foræret 3½-4 kg frosne hindbær i dag - og da jeg ikke har plads i min bette fryser, måtte jeg jo koge dem til saft :)

Det med den manglende fryseplads har jeg dog tænkt mig at lave om på hurtigst muligt. Nu hvor jeg har fået flyttet en reol til det lille skur, er der nemlig plads til en lille kummefryser i det store skur. Jubi :)

Det kræver dog lige færdig-oprydning af skuret først....nå ja og så nogle penge til at købe fryseren for ;)

søndag den 13. oktober 2013

Så er det værste forhåbentlig overstået

Det har været en drøj omgang, det her.

Først i dag har jeg haft en anelse energi og har fået vasket to maskiner tøj og rettet nogle tyskopgaver. 

Det lyder umiddelbart ikke af meget, men når man nu tager i betragtning, at jeg har lavet absolut INGENTING siden torsdag middag, så har jeg jo faktisk lavet en hel del i dag :)

Jeg håber, jeg er endnu friskere i morgen, da jeg meget, meget gerne skulle se at få muget ud i mine skure og flyttet rundt på noget af inventaret derude....det kommer dog an på vejret.

onsdag den 9. oktober 2013

Træls!

Det er bare så typisk mig!

Her har jeg planlagt at nå en mængde "have-opgaver i løbet af eftermiddagene i denne uge samt fredag, lørdag, søndag, mandag og tirsdag...og hvad sker der så?

Tjoe, der sker "det sædvanlige", fristes jeg til at sige: Jeg må udskyde arbejdsopgaverne 3-4 dage pga.   helbreddet...!

Jamen, for ****** da!
Nu har jeg nærmest ikke været syg, siden jeg havde lungebetændelse sidste vinter og så nu, hvor en tiltrængt ferieuge står for døren, hvor jeg har en masse at gøre, får gæster osv., kvitterer kroppen med en ordentlig omgang forkølelse/influenzalignende ting.

Den begyndte som "kriller i halsen" i går morges, i går eftermiddags havde den udvidet med "trætte og ømme øjne", foruden irritation i halsen samt en enerverende hoste....og en udtalt træthed.

...og så gik den ligesom i stå indtil her for et par timer siden, hvor næsen så småt begyndte at lukke til og min almentilstand nu er at betragte som værende skidtmas.

Feber håber jeg at slippe for, 37,7 har jeg og her i huset har man først feber fra 38 grader.

Jeg har sidste arbejdsdag før ferien imorgen, og håber sørme ikke det bliver nødvendigt med en sygemelding.

Alt i alt er det altså noget rigtig skidt, at jeg kommer bagud med haveopgaverne....men jeg må vel sætte pris på, at jeg i det mindste ikke skal ud og rejse i ferien :)

tirsdag den 8. oktober 2013

Et længerevarende haveprojekt - og derfor også et af de længere blogindlæg :)

Inden for den sidste uge er der forsvundet endnu en del af græsplænen og det kan jeg jo kun juble over :)

Nu er der kun en strimmel på godt 1 x 8 m tilbage (langs terrassen) og den forsvinder til foråret, når sidste etape af "projekt brostens-stier" er færdiggjort.

Første etape af projektet blev påbegyndt i juni 2012, hvor de første brosten blev lagt i "det dumme hjørne", som dermed ophørte med at være et "dumt hjørne" ;)
.

Derefter blev projektet sat på pause for et pænt stykke tid. Bl.a. fordi jeg først skulle finde ud af, om jeg ville beholde noget græsplæne eller ej.

I tænkeperioden har jeg så fået færdiggjort en hel masse større eller mindre projekter - jeg nævner i flæng:
  • krydderurte-højbed opsat ved terrassen
  • køkkenhaven anlagt med højbede (og 2 tons skærver)
  • det store skur blev malet
  • Sydhaven anlagt
  • etablering af nyt stenbed
  • anlæggelse af "Det hvide/lyse bed
  • etablering af rionet mellem p-plads og køkkenhaven
  • en lille udvidelse af terrassen
  • opsætning af kompostbeholder m/ormerør
Ind i mellem de ovennævnte projekter, blev anden etape af "Brostensprojektet" også færdiggjort, nemlig en lille brostensti igennem det blå bed, der ved samme lejlighed blev udvidet lidt.


Langt om længe havde jeg nemlig fået taget beslutningen mht. græsplænen - og det var at den skulle HELT VÆK og erstattes af en brostenssti, der fortsætter ind i mine bede og så kunne den første jo lige så godt blive anlagt, eftersom det var lige til at gå til.

(De andre småstier skal igennem to bede (bl.a. Flammebedet) jeg først skal have omlagt, da de bare ikke fungerer tilfredsstillende. I samme ombæring kan jeg så få gjort plads til stierne.)

I løbet af den sidste uges tid er de sidste aflange sten (Sydhave-belægningen) blevet lagt og "hoved-brostensstien" påbegyndt.

Her er kanterne blevet lagt.


Kræene syntes forøvrigt det var mægtig spændende med de der sten... :)


På billedet ovenfor kan man også se overgangen fra Sydhaven til brostensstien.

Her nedenfor; Samme motiv set fra terrassesiden, med stien til Sydhaven til venstre.


Udkig fra Sydhaven.


Her er der så blevet fyldt ud med sten:


Jeg er yderst tilfreds - det bliver faktisk endnu pænere end jeg havde forestillet mig :)


Jeg er vildt begejstret for, hvor fint brostenene passer til mine buksbomhække og er sikker på, det vil se helt fantastisk ud om et års tid, når stenene har sat sig :)


Her til sidst et par før og efterbilleder af området:

FØR

EFTER

Det føles nærmest som om, jeg har fået en ny have....men sådan har jeg det jo hver gang, der sker ændringer i mit paradis :)

Tredje - og sidste etape - bliver en gang til foråret.

Jeg har lige brug for de kommende måneder til at finde de sten jeg mangler...og, ikke mindst, at få lagt penge til side, da haveprojekter jo sjældent er gratis! :)

søndag den 6. oktober 2013

Endnu et have-hængeparti er klaret :)

Dagens opgave var at få lagt nogle af alle mine mange løg og at få gjort noget ved det nye bare stykke i forhaven - der hvor hybenrosen og hylden stod før.

Beklager forøvrigt den forringede billedkvalitet, jeg ved ikke hvorfor min telefon er begyndt at tage lettere slørede billeder. Jeg har renset linsen, men lige meget har det hjulpet. Øv.

Her ses hjørnet, som det så ud, før jeg gik i gang.


De, for to år siden, lagte krokusløg blev først gravet op, så lagde jeg fiberdug og omkransede med den rest sten jeg havde liggende. Så blev de også anvendt :)

Dernæst blev der hældt "genbrugsjord" ud i et 8-10 cm tykt lag....og så lagde jeg løg:

  • De "gamle" krokusløg (orangegul) 
  • 'Spring Green' tulipaner
  • 'De forkerte Queen of Night' tulipaner
  • 'Don Quijotte' tulipaner og
  • 'Creme Beauty' krokus

Dernæst blev løgene dækket af et tykt lag jord - og til allersidst monterede jeg et net. Ikke fordi det ser kønt ud, men en af de omstrejfende katte har det med at lægge sine 'l**** i min forhave - som ren og skær provokation.

Om nettet kan holde den væk ved jeg ikke, men det er da forsøget værd :)

Overvejer forøvrigt at tilplante stykket med digititalisplanter - men ved ikke, om det vil se pænt ud?? - så foreløbigt undlader jeg altså.

Jeg har før skrevet om mine manglende ideer til en plan for forhaven, men nu virker det som om en ide langsomt er begyndt at tage form i mit hoved....så må vi se, hvad det bliver til - en gang. 

De store projekter for næste sæson er i første omgang at slippe af med det allersidste stykke græsplæne  og at få gang i to mistbænke (De skulle gerne blive lavet i løbet af vinteren.) Så må forhaven vente.

Den kommende uge er heldigvis en kort en af slagsen og dernæst venter en uges efterårsferie. Godt nok får jeg gæster en stor del af tiden, men mon ikke jeg også når et par ture i haven. Det skulle jeg gerne, for mangler vist stadig at få lagt i omegnen af 500 løg...!

Efterår i haven - billeder

Selvom vi snart er en uge inde i oktober er der stadig masser af farver i min have - omend forfaldet også er begyndt at sætte ind.





lørdag den 5. oktober 2013

Jeg er her endnu :)

Siden skolestarten har jeg dog hverken haft tid eller energi til havearbejde eller bloggen.

Andre blogge har jeg praktisk talt ikke fået læst i den tid, men nu hvor efteråret er her og vinteren nærmer sig (Og antallet af møder forhåbentlig bliver færre!), regner jeg sandelig med at få tid til den slags hyggelige sysler igen :)

Men - efter godt to måneders pause - har jeg sørme været i haven både i torsdags (3 timer) og i går (2½ time).

Torsdag fik jeg  - med hjælp - klaret tre af de tungere opgaver:

Der er blevet:

  • monteret (= gravet 70 cm ned!) ormerør i min lukkede kompostbeholder
  • opgravet en hybenrose og en selvsået hyldebær fra forhaven
  • påbegyndt det sidste af de større belægningsarbejder (Først færdig næste forår)
Derudover fik jeg:

  • ryddet tre af højbedene i køkkenhaveafdelingen
  • lagt tulipan- og krokusløg i det ene højbed
  • sat "jordbærbørn" i et andet højbed
  • plantet nogle planter i Sydhaven
  • lagt 20-30 krokus (skulle gerne være 'Creme beauty') i stenbedet
  • lagt 24 Fritillaria 'Uva-vulpis' (Grå klokkelilje) - også i stenbedet
  • luget en del af surbundsbedet

Jeg har ikke været i haven i dag, da dagen blev tilbragt i København - hvor jeg bl.a. fik set blomsterudstillingen på SMK (Lukker 20/10).

Regner dog med at tage en tørn i haven igen i morgen formiddag, hvis vejret arter sig. Har jo pludselig fået knap 1½ m2 plads i forhaven og der skal lægges løg! Har jo stadig omkring 5-700 løg, der skal lægges snarest :)


Nepetaen i Sydhaven arter sig helt som jeg havde forestillet mig og bløder linjerne op. Da den dog af natur har det med at blive rimelig høj - og dermed vælte ud over det hele, får den 'The Chelsea Chop' til foråret :)

torsdag den 19. september 2013

Weekenden nærmer sig...

..og denne gang er det en weekend UDEN nogen aftaler overhovedet. Satser på at få klaret skolearbejdet i løbet af fredag eftermiddag og aften, så jeg kan holde helt fri lørdag og søndag :)

Så skulle jeg vel nok kunne finde tid til at få kigget i de engelske og svenske haveblade jeg anskaffede mig sidste weekend....foruden de to nye havebøger der også er kommet til;

Andrea Christmann - Kleine Gärten gestalten
Den praktiske havekalender - De bedste ideer året rundt

Fanebladet "Mit Havebibliotek" er forøvrigt blevet opdateret med titlerne.

Forresten, så har jeg lige fået mail fra Bulbi; mine gratis tulipanløg er på vej til mig :)

fredag den 13. september 2013

Travlt

Har ikke lavet noget som helst havearbejde de sidste 5-6 uger, bloggen har også ligget stille det meste af tiden, ja selv septembernumrene af "Haven" og "Alt om Haven" har jeg ikke fået læst endnu. Satser dog på at få dem læst her til aften.

Regner med at jobbet kommer til at fylde lidt mindre i mit liv indenfor de næste par uger. Nu er tiden med alle "skolestartsmøderne" vel for pokker snart ovre. Jeg skal nemlig gerne nå i haven inden længe.

Tvivler på jeg får omlagt de der bede, jeg har snakket om skulle omlægges de sidste to år...! Det kommer vist an på vejret (og om der bliver ved med at dukke sociale ting op, så jeg ikke har fri i weekenderne.)

I går ankom der 200 krokus 'Creme beauty' fra bulbi, som undskyldning for at have sent mig forkerte krokus sidste år. Hvornår de så sender tulipanløgene for samme forseelse, det ved jeg ikke. Skriver dog mail til dem, hvis jeg ikke har hørt fra dem om en uges tid.

De der krokus skal naturligvis lægges - og det skal de andre omkring 1000 løg jeg havde i krukker/højbede i foråret også...Har lidt på fornemmelsen, at de fleste af dem ryger i krukker igen, i hvert fald de nye løg, da jeg gerne lige vil have tjekket, at de ER de rigtige før jeg lægger dem i bedene! ;)

søndag den 1. september 2013

Så er der atter gang i saftkogeren...

...eller tuttifrutti'en, som den også hedder.

Har her til morgen været ude og klippe en pænt stor portion hyldebær, hvoraf første halvdel nu er ved at blive dampet...

Som noget nyt har jeg prøvet at plukke nogle rønnebær, som jeg vil prøve at lave til gele (med lidt æble i)

Apropos æbler, så spiste jeg det første æble fra Capriccios træ i går aftes. Det smagte godt :)

søndag den 25. august 2013

"Nye" havebøger

Da jeg så vidt muligt undgår større menneskemængder, var jeg rimelig tidligt på færde i morges. 

I hvert fald befandt jeg mig kl. 8.55 ved Køge Torv, hvor årets Antik- og Kræmmermesse skulle begynde kl. 9.00. Jeg brugte lidt over en time på at gå rundt og kigge og kunne derefter tage hjem, da der begyndte at blive lidt trangt mellem standene :) 


Jeg skulle sådan set ikke have noget, men regnede nu med at komme hjem med "et eller andet", det plejer jeg jo - og sådan også i år. 

Jeg begrænsede mig dog voldsomt denne gang.....Der var jo heller ikke tale om et plantemarked, vel? ;)

Det første jeg fik øje på, var disse to påske-urtepotteskjulere; 5,- stykket. Ikke verdens smukkeste, men jeg synes de er okay søde. Dog ikke sødere, end at jeg havde ladet dem stå, hvis de havde kostet 10,- stykket...! :)


Jeg fandt også tre porcelænskatte.  Jeg synes klart, at den siddende er den pæneste, men til den pris nuppede jeg altså alle tre :)

Jeg er ellers holdt op med at indkøbe kattefigurer, men disse tre kunne jeg ikke stå for - eller også var det prisen: 30,- i alt. 

Det er ret billigt, eftersom de er store. Den siddende kat er 21 cm høj, de to liggende er 20 cm lange.


Til sidst fandt jeg tre havebøger mere til samlingen - 20 kroner stykket.




I alt spenderede jeg altså hundrede kroner - og synes jeg har gjort nogle gode køb :)

søndag den 18. august 2013

Ny kat på matriklen

Så fik jeg sørme endnu en kat - denne gang i fødselsdagsgave - og da jeg er af den overbevisning, at man aldrig skal give/modtage levende dyr i gave, er denne kat da også lavet af beton ;)

Jeg er meget begejstret for den og den er blevet sat ud på sin nye plads i Sydhaven, hvor den skal stå forår, sommer og efterår.

Den kan godt tåle at stå ude om vinteren, i følge kunstneren, men eftersom den er malet, holder malingen længere, hvis den kommer ind før frosten sætter ind.


Jeg fik også andre have-relaterede gaver, såsom denne bog:


....samt denne Viburnum, som jeg gerne skal have fundet en god plads til inden vinter.


Jeg havde en dejlig dag med godt selskab, masser af grin og god mad. Jo, det var en god fødselsdag :)

fredag den 16. august 2013

47

Så blev jeg sørme et år ældre...

For en gangs skyld har jeg fødselsdag en fredag og får derfor gæster på selve dagen! Mindes ikke, hvornår det sidst er sket :)

Så jeg glæder mig :)

God fredag til alle!

mandag den 12. august 2013

Stikling af 'New Dawn'

...om det så stadig er at betragte som en 'New Dawn' ved jeg ikke, men jeg er faktisk også ligeglad, for jeg synes den er pæn :)


Stiklingene tog jeg, da jeg i foråret alligevel skulle beskære de mest voldsomme skud. 

Jeg gjorde ikke meget ved dem; fjernede blot de fleste blade og skar et skråsnit på "jord-delen" og derefter blev de stukket direkte i jorden og er blot blevet vandet med jævne mellemrum siden.

Tre ud af fem er blevet til noget og har knopper/er sprunget ud nu. Jeg ville såmænd have været tilfreds bare en af dem havde gjort det :)

Har endnu ikke fundet ud af, hvad jeg gør til vinter. Om jeg skal vinterdække plasticpotten eller om jeg skal grave hele klumpen ned i et bed?

Til sidst et udsnit af mit Flammebed, hvor montbretiaen endelig blomstrer, så der kommer lidt farve i bedet igen - udover bladfarver -... og hvor havenælden breder sig.... :)


Så er det nye - timetællende - skoleår i gang

Jeg har endnu ikke sagt goddag til ret mange elever, da jeg har haft skemafri i dag (Er ikke klasselærer).
Men, bare fordi man har skemafri, har man jo ikke nødvendigvis fri; har været til to møder i dag.

Det meste af eftermiddagen/aftenen kommer nok til at gå med planlægning, så jeg kan bruge den første lektion i morgen på at kopiere til resten af ugen.

Jeg er begyndt på mit 18. år som lærer og har aldrig nogensinde før gjort op, hvor mange timer jeg egentlig brugte på jobbet - jeg har bare vidst, at det helt sikkert var mere end jeg fik løn for...og så ikke tænkt mere over det.

Det interesserede mig simpelthen ikke, hvor meget tid jeg brugte på jobbet. Jeg har nok været en af de lærere for hvem jobbet var mere et kald end et almindeligt lønarbejde...men det var selvfølgelig før vi blev normaliserede.

Nu skal jeg til at vænne mig til, at jeg bare har et lønmodtagerjob uden rigide arbejdstidsregler.

Derfor er jeg nødt til at finde ud af hvor mange timer jeg egentlig arbejder, for jeg skal naturligvis ikke arbejde gratis, nu jeg er blevet normaliseret - det siger KL jo også :)

Indtil nu siger timeregnskabet: Juli måned: 52 timer og august: 20½ timer, dvs. 72½ timer ud af skoleårets 1680.

Når jeg fra næste år skal lægge al min planlægning + forberedelse samt møder på skolen i tidsrummet 8-16.30 (og formodentlig har undervisning fra 8-14.30 langt de fleste dage), er jeg nødt til at vide, hvilke opgaver jeg nødvendigvis må droppe fra næste skoleår. Møderne droppes jo nok ikke.

Jeg vil tro, at det i hvert fald er slut med selv at udarbejde undervisningsmateriale, da det simpelthen tager al for lang tid, og så må jeg nøjes med hvad jeg nu kan finde hist og pist på nettet og i gamle bøger.

Inddragelsen af Cooperative Learning-elementer ("Den der spændende og anderledes undervisning", undervisningsministeren mener er ikke-eksisterende i den danske folkeskole anno 2013). bliver nok også begrænset fremover, da min skole simpelthen ikke har råd til at indkøbe materialerne og jeg derfor selv har udarbejdet det jeg havde brug for, når jeg havde brug for det.

Såfremt jeg er nødt til at droppe undervisningsmateriale-udarbejdelsen, kan jeg ikke garantere, at jeg fremover kan levere lige så spændende og anderledes undervisning, som jeg har leveret indtil videre, men sådan er det jo.

Det bliver forøvrigt også vældig morsomt nu vi skal starte med tysk i 5. fra august '14.
Vi har ikke noget materiale - og selvom forlagene skulle diske op med noget i løbet af dette år, har vi højst sandsynlig ikke penge til at købe det.

Ergo må løsningen jo være at vi selv udarbejder det....men det har vi næppe tid til. Dét skal nok højne det faglige niveau... ;)

Nå, men den tid, den sorg.

Nu vil jeg først og fremmest glæde mig over at gense mine elever i morgen og sige goddag til nye.

søndag den 11. august 2013

Det lyder jo lovende :)

Den udkom allerede d. 2. august, men jeg har altså først fået den hørt her til eftermiddag.

Har til gengæld fået hørt den de første 15-20 gange ;)  (også selvom der er små "hak" i videoen)



Videoen kan også ses/høres via hans hjemmeside, hvor der vist ikke er "hak". (Nederst til højre på forsiden)

Jeg synes rigtig godt om den, men nu er jeg nok heller ikke, hvad man kan kalde objektiv, eftersom jeg - med ganske få pauser - har hørt/fulgt Chris Norman siden han var forsanger i Smokie tilbage i 1975 ;)

Da sangen her falder rigtig godt i min smag, har jeg lige været på Amazon og bestille hans nye album "There and Back", der udkommer i september..og da jeg alligevel var i gang med at bruge penge, kunne jeg da lige så godt indkøbe et par CD'er med Travis også ;)

- Nå ja - og en enkelt havebog... med den korte titel "Kleine Gärten gestalten. Praktische Lösungen - auch für den Reihenhaus-Garten"  ;)

Det var så de penge, der skulle være brugt til bokashi - projektet der er droppet ;) - så egentlig har det jo været en gratis omgang. Haha ;)

lørdag den 10. august 2013

Bønner med fart på

Sidste fredag høstede jeg bønner for første gang. Det blev til en pæn lille håndfuld.

I mandags kunne jeg atter høste en god lille håndfuld. Tænkte så, at jeg hellere måtte lade planterne få fred et par dage.... kom så lige til at kigge i dag:

Er du da vimmer, hvor der trængte til at blive plukket bønner!

588 g  blev det til (i nippet tilstand). Størstedelen bliver blancheret og puttet i fryseren og resten bliver en del af min (vegetar-)aftensmad. Ikke at jeg er vegetar, jeg har bare ingen trang til at spise kød hver dag.

Menuen kommer altså til at stå på nye kartofler (En enkelt spand gav 490 gram) bønner, lidt salt og lidt smør. Måske også et par 'Tumbling Tom'-tomater, der smager helt vildt godt; De er ret syrlige, men det kan jeg bedre lide end søde tomater, så det er helt sikkert en sort jeg også skal have til næste år.

Uhm, det bliver godt :)


Så har jeg forøvrigt anskaffet mig (endnu) en havebog.

Der var lige et enkelt eksemplar af denne tilbage i Superbrugsen - til den formidable pris af 30,-...

Jeg har ikke haft tid til at kigge i den endnu, men den skal nok være pengene værd ;)

onsdag den 7. august 2013

Bokashi - lav køkkenaffald til jord

Jeg tror sørme jeg får et startkit i fødselsdagsgave.... det er der i hvert fald noget, der tyder på :)

http://www.bokashi.se/



Update: Ideen er droppet... Det er simpelthen for dyrt at bruge :)

mandag den 5. august 2013

Haveoprydning

Pga. varmen har jeg ikke lavet noget som helst havearbejde de sidste par uger - og det kan ses!

Derfor står dagen i dag på haveoprydning. I morgen kommer der nemlig en for at se min have - og så må den da godt se så pæn ud, som det nu er muligt på nuværende tidspunkt :)

søndag den 4. august 2013

Et havebesøg

I dag har jeg besøgt endnu en have.


Haven har rigtig mange fuchsia, men også mange andre planter.

Jeg elsker at komme ud og se andre haver - der er så mange forskellige måder at indrette en have på, så man næsten altid kommer hjem med ideer til ens egen plet jord - også selvom havestilen er helt anderledes end ens egen.

Det var også tilfældet i dag.

Haven var meget velplejet og en fornøjelse at gå rundt i - og selvom det skarpe solskin gjorde fotograferingen lidt mere besværlig, så fik jeg da taget en bunke fotos.

En gang i mellem gik der heldigvis en sky for solen og så knipsede jeg ekstra meget i de få sekunder, det var tilfældet.


Fuchsia

Det var muligt at købe planter, mest fuchsia, til en billig penge, men da jeg ikke har overvintringsmuligheder, lod jeg pengepungen blive i tasken i dag :)


En lille karpefyldt dam med en bro over.





Denne robinie 'Twisty baby' gad jeg godt have en af i haven, da jeg synes den er meget smuk. Men, jeg tror ikke lige jeg skal have flere træer ind i min lille have...så er det godt at en af mine naboer har en, jeg kan beundre ;)

En sjov detalje under robinien var denne krukke - den ide vil jeg se om jeg ikke kan få implementeret i haven - en gang.





Mener jeg har frø liggende til denne pragtsnerle....må jeg se at få sået til næste forår, for den er godt nok smuk.







Hvis du har lyst til at se denne have, så er der Åben have igen tirsdag aften.
Læs mere her: Åben have på tirsdag.