fredag den 6. august 2004

Jeg kan ikke fordrage at svede...

 ...og derfor har jeg ikke tænkt mig overhovedet at opholde mig udenfor i hele weekenden, sålænge solen skinner.

Mine tomater må derfor tørste til i aften, før de får vand.

 Min bolig er det mest behagelige sted at opholde sig, når temperaturen udenfor står på "ubehagelig" (= over 22 grader.) Lige bortset fra den del af stuen, hvor solen skinner ind om eftermiddagen, så er rumtemperaturen indenfor ikke meget mere end 14-16 grader lige nu :o) Dvs. behagelig KØLIGT :o) 

Det bedste er dog, at rumtemperaturen heller ikke stiger, selvom vi skulle få 4 uger med temperaturer omkring de 30. Kort sagt; jeg bor PERFEKT :o)

 Mandag-tirsdag skal vi på introtur med alle 180 elever - Puh, det bliver alt for varmt til mig - og eftersom vi skal sove i telt, ved jeg allerede nu, at jeg ikke får sovet særlig godt pga. varmen, så glæder mig vildt til turen er overstået og jeg atter kan sove i min egen seng, godt puttet under dynen tirsdag aften :o)


torsdag den 5. august 2004

En spritbilist mindre på vejene

De danske veje er (forhåbentlig) blevet lidt sikrere nu, hvor han har kørt sig selv ihjel.

Jeg har ikke spor ondt af ham; Han er sikkert også ret ligeglad, der hvor han befinder sig nu...har højst en smule medfølelse med en eventuelt efterladt familie, da det altid er hårdt at miste. Jeg kan simpelthen ikke have ondt af en spritbilist, og slet ikke en, der ovenikøbet blæser på sin 13. dom og fortsætter med at drikke sig fuld og køre bil - uden kørekort.

 Det kan kun skyldes et kæmpeheld, at han aldrig fik dræbt andre med sin totalt uforsvarlige kørsel; promiller på både 2,72, 2,58 og 3.32! Desuden var han frakendt retten til at føre bil for bestandigt ikke færre end ti gange! Han ankede sin sidste dom i april og krævede en behandlingsdom i stedet for fængsel, da det ikke ville have nogen præventiv virkning at sætte ham i fængsel. (Meget muligt, men sålænge han sad der, kunne han da ikke køre nogen ned!) 

I følge artiklen havde han forsøgt at komme ud af sit alkoholmisbrug siden 1982. Man kan så spørge sig selv hvor interesseret, han egentlig var i at blive behandlet, når han efter mere end 20 år stadig drak som et hul i jorden. Man kan altså hvad man virkelig VIL!

Man kan vælge at blive ved med at drikke eller man kan vælge at gøre noget seriøst ved det. Men - uanset hvilket valg man tager, så sætter man sig bare ikke bag rattet - overhovedet, når man har et misbrug, der påvirker ens køreevner!

At en kvindelig bekendt så ovenikøbet udlåner sin bil til ham adskillige gange, er dybt uforsvarligt af hende - håber hun får en megabøde. Tvivler stærkt på, at hun ikke var klar over manden havde et alkoholproblem. Tumpede kvindemenneske!


onsdag den 4. august 2004

Meget apropos sidste indlæg...

 ...så er jeg på vej ind under dynen om 5 min.

 Godt nok er klokken ikke ret mange, men jeg gik i gang med en Dean Koontz bog i går aftes (Tror det er 5. eller 6. gang jeg læser den, men det er også en af mine Koontz-favoritter) og jeg vil gerne nå at læse en del, inden jeg skal sove (før midnat!)

Jeg skal nemlig helst være frisk i morgen, hvor vi skal byde velkommen til ca. 180 nye elever - alle teenagere i den "sjove alder" (=15-16årige.)


Jeg elsker min seng!

...og derfor tilbringer jeg gerne rigtig meget tid i den :o)

Selvfølgelig for at sove, men kan også ligge der i timevis med en god bog. Ligger yderst sjældent alene i min seng - der plejer ikke at gå ret meget mere end 5 min, før katten hopper op i sengen til mig. Han ved ikke noget bedre end at ligge med hovedet på min ene arm, og resten af kroppen inde under den varme dyne. (Det jeg kalder at sove i teske, da han jo ikke er lang nok til at sove i ske *G*) Sådan sover vi faktisk næsten hver eneste nat og vender jeg mig om, kan jeg være sikker på at han "følger med" om på den anden side - det er bare så hyggeligt :o)

Har vænnet mig så meget til at sove med katten i armen, at jeg kan have svært ved at sove, hvis han ikke er der, og det var faktisk lidt problematisk, når kæresten sov her; katten brokkede sig og jeg fik ondt af ham - katten altså *G*... så det er vist ganske fornuftigt, at jeg valgte at være single igen :o)

Hvordan har du det med at have dyr i sengen? Og jeg mener altså ikke lopper, edderkopper, ørentviste etc, men kæledyr :o)


Jeg må åbenbart købe de forkerte CD'er

Nu er det ikke just fordi jeg køber særlig mange CD'er, (Det bliver til 5-7 stykker om året i gennemsnit) men det hænder da, at jeg bare må have fat i een bestemt CD. At jeg i dette tilfælde ovenikøbet blev lokket af en tvreklame, er noget af en undtagelse, det er faktisk kun sket een gang før, men med Shakin Stevens' "Collectable", var der bare ikke noget at gøre. Den måtte jeg bare eje!

Den bringer så mange minder frem fra min teenagetid. Nu bor jeg ikke lige i nærheden af en pladepusher, så derfor bliver de få årlige indkøb af CD'er for det meste foretaget via nettet og i langt de fleste tilfælde køber jeg hos CD-Skiven.

Når jeg alligevel har Dankortet fremme, kan jeg lige så godt købe 2 CD'er, når portoen er den samme. Men - jeg må simpelthen, som nævnt i overskriften, vælge de forkerte CD'er, for jeg får dem sjældent uden ventetid!

På trods af, at jeg inden køb tjekker, at varen er hjemme og har en leveringstid på 1 dag, sker det i 2/3 af tilfældene, at jeg får en mail om at den ene vare er i restordre, og der nok går 14 dage inden jeg får den :o( ....og hver gang er det selvfølgelig den CD jeg helst vil have, det drejer sig om!

Ok, den opsamlingsCD jeg har købt med The Beatles er da helt fin, men nu var det altså Shaky, jeg ville høre.....! De gange jeg har købt hos Laserdisken eller Amazon har jeg ikke oplevet at alle varer ikke er dukket op samtidig.

  Hvilke erfaringer har du med leveringstiden ved køb via nettet?


tirsdag den 3. august 2004

Han er selv ude om det!

Godt nok er der ændrede spisetider, nu hvor jeg ikke har ferie mere, men at det ligefrem skulle være med til at få slået den lille herres navn fast med syvtommersøm, det havde jeg ikke just regnet med. 

Da jeg åbnede døren for at hælde noget mad i madskålen, var kun kattemoderen til stede. Nåede lige at undre mig over, hvor den lille mon befandt sig, da min ene tomatplante raslede voldsomt, hvorefter en potte med sommerfuglelavendel blev væltet omkuld af et lille mørkt lyn......der 2 sekunder efter bogstaveligt talt kartede rundt oppe i den tomme madskål!!

Totalt oppe og køre af fryd over der (endelig) kom mad....!

Mine damer og herrer - må jeg præsentere: SPEEDY! Han kan bare ikke hedde andet :o)

 


Skemalægningens kvaler

Jeg kan vældig godt lide vi har selvstyrende team på min skole, men pga. alle mulige bindinger i skemaet, tog det i år mit team f-i-r-e timer at få lagt et nogenlunde tilfredsstillende skema for både klasser og lærere frem til efterårsferien.

Sidste år, hvor vi ellers syntes vi havde mange flere bindinger, tog det én time! At få 3 klasser samt 7 lærers skemaer til at gå op i en højere enhed, når den ene klasse er "bundet" 2 hele dage om ugen og en anden klasse er bundet halvdelen af 3 dage (og selvfølgelig ikke de samme dage som førstnævnte klasse!) og det derfor medfører en del bindinger for de involverede lærer og den ene lærer derudover har ekstra bindinger, for ikke at nævne at tysk/fransk/fysik også er rimelig bundet... (De timer må nødvendigvis ligge i ydertimerne - det er jo ikke alle elever, der har fagene, og de skal ikke have mellemtimer)....dét er altså noget, der rykker tænder ud! Nå, men det lykkedes da.

Personligt kan jeg næppe tillade mig at klage over mit skema. Hvis der ikke kommer ændringer "ovenfra", ser det således ud frem til efterårsferien:
Mandag: 12.15-15.35
Tirsdag: 10.45-15.35 (hveranden uge fri)
Onsdag: 08.30-15.35
Torsdag: 08.30-14.20
Fredag: 12.15-15.35

 Det ser måske ikke ud af så meget, men læg dertil adskillige 2 timers møder efter undervisningen, et par aftenmøder samt forberedelsen. Onsdag bliver en rå dag, men ved at planlægge en del i weekenden, skal det nok gå :o)


mandag den 2. august 2004

Det er ganske vist:

Jeg har tabt mit hjerte.... Havde jeg været i tvivl før, så er jeg det ikke mere, efter jeg fik taget dette billede af det lille pus:



Overvejer stadig et navn, lige nu står valget mellem Speedy (pga. hans måde at komme piskende på, når han tror der er mad) eller også Lucky (fordi han har fundet en "madmor")

Det er dog muligt, jeg kommer på flere navne, så valget er ikke taget endnu. Nå, det er "sove-i-teske-tid" for Capriccio og undertegnede - skal jo desværre tidligt op i morgen..... :o(

Aftensmad minus kød...

  MUMS ...kan jeg sagtens spise med velbehag. Fik gravet de sidste kartofler op i dag, og lagt dem i en jordkule.

Bortset fra den allerstørste, den fik æren af at blive til bagt kartoffel og serveret sammen med persillesmør, stegte champignons, salat - og ikke mindst et læs bønner fra køkkenhaven :o)

På jagt efter det rigtige navn

Der er ikke noget at gøre, han må simpelthen have et navn! Hvad skal jeg mon hedde?Han er selvfølgelig den aldeles nuttede killing, der har bosat sig på min terasse sammen med sin mor. Min højtelskede kat Capriccio er stadig No.1 - det er der intet, der kan ændre ved, heller ikke en nok så nuttet killing. Men - som No.2 kommer ubetinget "killingen fra terassen" :o)

 Jeg er faldet pladask for ham - måske fordi han minder så meget om min allerførste kat; Laban - eller også bare fordi han er så totalt nuttet på den der aldeles-uimodståelige-killinge-måde :o)

Så, jeg må på jagt efter et passende navn til ham. Jeg regner i hvert fald med det er en han, sådan en temmelig menneskesky killing er det jo temmelig svært at tjekke kønnet på.

Han er dog ved at have vænnet sig til mig; Hver gang jeg åbner døren kommer han bogstavelig talt piskende: "Yes! MAD!" og jeg må allernådigst ae ham på ryggen i et par sekunder ad gangen ;o)

Sidste gang jeg fodrede, måtte han dog lige finde sig i at blive løftet op og "kigget bagi" før han fik mad - og jeg kunne med den sparsomme tid, jeg havde til rådighed (sådan ca. 2 sekunder) nå at fastslå med 95% sikkerhed, at der var tale om en hankat. Jeg aner ikke, hvad han skal hedde - så jeg går i tænkeboks :o)

Forslag modtages gerne.


Min døgnrytme er forkert!

Har gjort det igen!

 Det er ikke noget nyt, at jeg lynhurtigt får vendt op og ned på nat og dag, når jeg har ferie.

I morgen starter jeg på job igen, med dertilhørende "tidligt op" - og der er sket det samme, som der sker hver eneste gang, jeg har ferie; Jeg får ikke startet tidsnok på at få min "arbejdsdøgnrytme" gjort klar. Og derfor er jeg nu atter i den situation, at jeg måtte tvinge mig selv op alt for tidligt i dag og så gå og småsove hele dagen.....og garanteret komme til at falde i søvn på sofaen sidst på eftermiddagen....og derfor være ude af stand til at falde i søvn til "rigtig" tid i aften.....og derfor være snorksøvnig, når jeg skal op i morgen tidlig...

 Jeg ved, at jeg burde påbegynde "aktion-tilbage-til-normal-døgnrytme", når jeg har 3-4 dage tilbage af ferien - men jeg får aldrig gjort det. Formodentlig fordi jeg vil nyde så mange nætter som muligt, før ferien er slut - på trods af, at jeg ikke kan fordrage, at gå træt på arbejde.

Kender du det?

 P.S. Det kan næppe undre, at jeg elskede min studietid ; Undervisningen lå fra 16.30-23.00 :o)


søndag den 1. august 2004

Digitale favoritmotiver

Vi har vel alle vore favoritmotiver, når vi render rundt med et kamera og med et digital kamera tager man mange flere billeder end dengang film først skulle fremkaldes hos fotohandleren (Ups, minder mig om jeg endnu ikke har fået fremkaldt den sidste film fra Paristuren)



Min elskede kat, Capriccio. Indtil videre har jeg jo ikke et digitalkamera, har kun øvet mig "en smule" med det jeg får til min fødselsdag *G*.

Jeg har dog ofte fotograferet med et digital kamera, lånt på jobbet, så har for længe siden fundet ud af, hvilke motiver jeg helst fotograferer:

1. Katte
2. Blomster/haver
3. Motorcykler
4. Mad

 

Den nuttede killing, der er "flyttet ind" på min terasse. Når jeg først har lært mit Olympus godt at kende, er jeg sikker på listen bliver meget længere :o)

Fotograferer du gerne? Hvis ja, hvilke favoritmotiver har du så?

Trafikanter med hul i hovedet!

Siden jeg for lidt over 2 år siden begyndte at færdes i den såkaldte "tunge trafik", er jeg blevet meget opmærksom på folks færdselskundskaber - eller mangel på samme.

Det er heller ingen hemmelighed for folk, der regelmæssigt læser med her, at min yndlingsaversion er tumpede bilister ;o)

 Som fører af et tohjulet køretøj (knallert45 - og motorcykel (en gang i fremtiden)) er det derfor særdeles nødvendigt at køre det, man kalder "defensivt".

 Det betyder ikke, at man kører overforsigtigt, men derimod, at man er klar over man ikke er usårlig og derfor er særdeles opmærksom på mulige faresituationer, er god til at læse trafikken (= forudsige andre trafikanters sindssyge manøvrer) og klar til at reagere lynhurtigt (Hurra for kontrastyring, der har reddet min førlighed mere end een gang!) 

Nå, men dette indlæg skulle faktisk ikke handle om bilister - for en gangs skyld! Derimod de tumpede tohjulere. Dem er der nemlig også en del af. Dem der kører alt for hurtigt f.eks. Det er nu ikke dem, jeg vil skrive om i dette indlæg, men derimod de, der mener sig usårlige i trafikken og derfor ikke kører med sikkerhedsudstyr, som f.eks. styrthjelm.

 Et af de websites jeg ofte besøger er dette. Der faldt jeg over denne rapport over uheld med tohjulede køretøjer, hvori det bl.a. fremgår at: ”Brugen af styrthjelm er højest hos motorcyklisterne, Hele 93% af disse har brugt styrthjelm. Herefter følger førere af 45-knallert, hvor 82% har brugt styrthjelm. Dette er betydeligt mere end hos førere af ulovlig knallert, der er de mest ulovlige, hvad angår brugen af styrthjelm, idet kun 54% bruger styrthjelm. Anden knallert har en brugsprocent på 75%.” 

Personligt fatter jeg ikke, at folk ikke bruger hovedet (!!) og tager hjelm på, når de kører. (På den anden side, så er det jo muligt, at folk ikke mener, der er noget at beskytte og derfor er hjelmen unødvendig for dem!!??) 

Jeg kunne ikke drømme om at køre uden hjelm på min 45'er. Har lige investeret hele 2900,- i en ny hjelm, en Schubert Concept, ikke fordi min gamle hjelm "fejlede" noget, men da den var 5 år gammel er den ikke optimal mere - og jeg holder rigtig meget af mit hoved :o)

Kører desuden også med læderdragt og handsker, selvom jeg "kun" kører en 45'er. Bliver jeg påkørt og kurer henad asfalten, er mine skader lige så store, som hvis jeg blev påkørt på en mc. Sidder jeg bag på en mc, er jeg iført fuldt sikkerhedsudstyr; hjelm, læderdragt, støvler, handsker og rygskjold med nyrebælte. Også selvom der er 30 grader i skyggen.

Gu' er det varmt, når man holder stille, men jeg har set lidt for mange eksempler på folk, der "bare skulle køre en lille tur", og derfor f.x. ikke "gad" tage mc-bukser på...og derefter ryger på røven og får huden flænset op helt ind til knoglen, til at jeg vil risikere noget lignende. Hvad med dig? Kører du altid med hjelm? Hvorfor? Hvorfor ikke?
Føl suset fra en sommerdag på motorcykel derhjemme. Sæt dig foran hårtørreren og få en ven til at skyde bier i fjæset på dig med en luftpistol.

lørdag den 31. juli 2004

Der er nu intet som gode ben!

 ...og de er da helt uimodståelige, når de er lige så lækre brune, som på billedet herunder :o)

 


Ævs - så skal man til at være omgivet af folk igen

Når man har tilbragt ca. 9/10 af sin ferie i eget selskab, så er det altså ikke særlig nemt at skulle "omstille" sig til atter at skulle være sammen med omkring 200 mennesker (og deres larm) hver dag. Bliver helt træt bare ved tanken om al den snakken, musik, støj etc. jeg skal være omringet af fra tirsdag.

Eneste støj jeg har haft omkring mig de sidste mange uger er hvis tv'et har været tændt. Musik har jeg faktisk kun hørt, dengang jeg gjorde hovedrent. Det er ellers ikke fordi jeg ikke kan lide mine kolleger - det kan jeg - vældig meget endda! Det er faktisk pga. dem, at jeg stadig kører 70 km/dagen for at kunne arbejde sammen med dem, i stedet for at finde et arbejde tættere på min bolig.

 Nå, men kan da altid håbe at tanken om støjen er værre, end det vil være på tirsdag :o) Men - jeg kunne altså have brugt en måneds ferie mere!

 For første gang i mine 8 år som lærer, er jeg mentalt slet ikke klar til at starte endnu. Mystisk fornemmelse, men den undrer mig egentlig ikke; Jeg havde nemlig nogle mål og planer for ferien, som ikke blev indfriet i det tempo, jeg havde regnet med - tingene falder nok ikke helt på plads, før en gang i september - og det er hamrende frustrerende!

 Hvis jeg skal sammendrage, hvad jeg har lavet i min ferie, kan det gøres på få linier: - genlæst en bunke bøger - set en del film - haft et enkelt møde med kolleger - været i biffen en enkelt gang - set en veninde 2 gange - været hos tandhygenist - fået spillet en del "Diablo2" og "Sacred" - fået gjort hovedrent i hele hytten - og så selvfølgelig den "klassiske"; fået vendt ret meget op og ned på nat og dag.

 I det hele taget en temmelig afslappet ferie, der burde have givet mig masser af energi, men det er bare ikke tilfældet. I det mindste er det en trøst at jeg ikke skal starte før tirsdag. Det ville næsten ikke være til at bære at skulle starte på en mandag.

Mandage lige efter en ferie er nemlig de allerhårdeste af slagsen ;o)


Sommer eller hva'?

Tja, nogle gange kan man da godt tvivle lidt på, om sommeren nu også er kommet. For 30 min. siden så det sådan her ud, da jeg kørte hjemad:

 

... og nu skinner solen igen, omend skyerne stadig er mørke.

fredag den 30. juli 2004

Farvel kamera - for nu

Indtil videre er jeg ikke spor utilfreds med mit kamera, omend jeg stadig kun fotograferer med "auto". Det har bevist det kan tage fine kattebilleder, jfr. forrige indlæg - og sørme om ikke også det tager fine blomsterbilleder.

 Ærgerligt jeg ikke har haft fødselsdag - jeg må pænt pakke det ned igen og vente med at bruge det "rigtigt"et par uger endnu.

 

Nå, vil smide mig i sofaen og endelig få set Terminator3. Det er vist også kun over et år siden den havde premiere! Fandt den til en god pris i dag i SuperBrugsen, nemlig 90 kr.

Fordelen ved at købe sin fødselsdagsgave via nettet..

...er selvfølgelig at man er nødt til at afprøve kameraet (Olympus C-725) om det virker. Jeg har ikke sat mig ind i alle dets muligheder endnu, men hvilket andet motiv kunne være mere oplagt end min spirende kærlighed: (omend den er dødsdømt på forhånd).

torsdag den 29. juli 2004

Vacuum, osteklokke...u name it

Sådan føles mit liv lige nu. Er hverken ked eller glad, nok nærmest lidt ligeglad med det hele. Venter bare på, at den ændring af mit liv jeg ønsker, manifesterer sig.

Det tager noget længere tid end forventet.


onsdag den 28. juli 2004

Kantareller - hvordan?

Min søde udlejer vendte hjem fra ferie i går - var lige oppe og hyggesludre i dag. Sørme om ikke hun gav mig en lille portion kantareller, selvom hun slet ikke havde fået samlet så mange som hun plejede :o)

Har én gang fået kantarelstuvning på ristet brød -det smagte aldeles fantastisk. Har ledt lidt på nettet, men synes ikke at kunne finde en ordentlig opskrift. De har allesammen alt muligt andet i blandet, såsom løg f.x.

Det var der altså ikke i den stuvning jeg fik den sommer for 2 år siden. Så vidt jeg husker var det bare noget med smør og piskefløde på en pande, samt salt og peber, men jeg må vel bare prøve mig frem og så håbe på det kan spises.
Er dog ikke sulten endnu, så venter nok 1-2 timer med at gå i gang.

Kender du opskriften må du gerne smide den i kommentarboksen :o)


Romantiktak

Pt. er det især to blogs, jeg nyder at læse.

Ikke at jeg ikke også nyder at læse andre blogs, dét gør jeg, men lige for tiden er det ekstra-superdejligt at læse indlæg hos hende her og ham her, fordi de begge er så forelskede, at de er slet ikke kan lade være med juble overstadigt på deres blogs :o)

Længe leve kærligheden!


tirsdag den 27. juli 2004

Marathon gennemført!

For ca. 9½ time siden overvejede jeg at tage mig en Lord-of-the-Rings-Marathon - den er lige blevet afsluttet for et par minutter siden.

Min nakke priser sig lykkelig for at jeg "kun" har de almindelige udgaver af filmene, "Fellowship" og "Two Towers" ovenikøbet "kun" på vhs - for nu orker den ikke at ligge i sofaen mere i dag.

 Det er første gang, jeg ser alle filmene uden pauser - og det er fedt at se een lang film. Selvom jeg både har set alle filmdele flere gange og læst bøgerne 2 gange, så giver det noget helt andet at se HELE filmen :o) Det kan kun anbefales :o)

Nu vil jeg til gengæld i seng. Godnat.

mandag den 26. juli 2004

Marathon Lord of the Rings - eller ikke?

Det er hvad jeg overvejer lige nu.

Mangler kun 6-7 sider i "Shannaras Sværd", og har ikke lige nogen ny bog at gå i gang med. Der kommer intet interessant i tv resten af dagen - og inden sommerferiens start, lovede jeg desuden mig selv at jeg ville se alle 3 "LOTR-film" ud i en køre (bortset fra nødvendige pauser) i løbet af ferien....så det er vel ved at være på tide, da arbejdet starter igen tirsdag d. 3. august??!!

søndag den 25. juli 2004

Min terrasse-puma







































Herover ses en flehmende kat. Det er første gang, det er lykkedes mig bare nogenlunde, at få taget et billede af en flehmende kat. Da øjeblikket det kun varer et par sekunder havde jeg ikke tid til at smide mig ned på terassen for at få et endnu tydeligere billede - men jeg giver ikke op ;o)

Det skal nok komme. Overskriften til dette indlæg er selvfølgelig valgt fordi Capriccio til tider virkelig ligner en mini-puma. Dette skyldes i høj grad hans farver (=golden eller mere ""folkeligt": vildtfarvet)

 

 Hvad pokker? Et katteindlæg uden et ord om Speedy? Nope *G* Fangede Speedy i et øjeblik, hvor Capriccio var på "duft-tur" rundt på terassen, hvilket Speedy fandt overordentligt interessant ;o)

 

fredag den 23. juli 2004

Har altid været fascineret af vampyrer...

 ...og derfor skal jeg da også se Blade, der bliver vist på TV4 i aften - kl. 23.10. Jeg aner intet om filmen, så har ingen forventninger overhovedet.

 

  UPDATE: Det var en helt okay actionfilm, (og jeg vil da sikkert også se 2'eren på et tidspunkt - underholdningsværdien var god nok) men jeg synes altså ikke der var særlig meget "vampyr" over den. Det virkede mere som om man bare havde valgt vampyrer, som "undskyldning" for at lave (endnu) en actionfilm med en masse fede effekter af eksploderende vampyrkroppe, kampscener, seje våben etc. etc.

 Egentlig er det ærgerligt, at de fleste moderne film, hvor vampyrer optræder, mere bliver effekt- og actionudstyrs-stykker (f.x. Underworld, Van Helsing og nu også Blade) end en spændende/interessant historie. De mest interessante vampyrhistorier, jeg har set de sidste par år, har faktisk været Buffy og Angel-tvserierne. Jeg har et par af Anne Rice's bøger: "Mørkets fyrste" og "De fordømtes dronning". De var okay at læse, men syntes alligevel det tog en pokkers tid at komme igennem dem, så helt fanget af historien har jeg ikke været.

 Derimod har jeg slugt hver eneste bog (mangler kun den sidste, der udkommer i september/oktober i år) i Darrens Shan's Vampire Saga, omend den er skrevet for unge. Det er dælme en superhistorie! :o) Kan kun anbefale den.


Første bønner fra køkkenhaven :o)

I dag fik jeg min ændrede bestilling fra Aarstiderne, nemlig MixKassen og Fiskekassen. (Var blevet træt af Lille Grønt og Frugtposen) I fiskekassen var der langesteaks, en slags torskefisk.

 Har aldrig prøvet at tilberede lange før, men der var jo ikke andet for end at forsøge sig frem. Først gik turen dog til køkkenhaven, hvor jeg endelig kunne plukke de første 8 (otte) bønner! Derudover blev der gravet kartofler op, samt taget lidt dild og persille:

 

Kartoflerne blev sat over med et par dildkviste og så var det tid at finde på en eller anden måde at tilberede fisken på. Tog et lille indfast fad og iklædte det staniol. Fyldte bunden med næsten optøet hel spinat, salt, peber, reven muskat og en smule fløde.

Derpå lagde jeg et dobbeltlag staniol, derpå en tomat i skiver, samt 2 champignons - også i skiver og fisken øverst med et lag persille over. Til sidst lukkede jeg staniolpakken til. Så i ovnen ved 225° C i 20-25 min. Slukkede derefter ovnen og lod fadet blive stående i eftervarmen i ca. 10 min., mens jeg kogte bønnerne og stegte nogle champignons færdige.

 Så skulle der bare rettes an og tages det - efterhånden - obligatoriske billede - før der kunne spises.

 

Uhm - Jeg er glad for jeg fik så meget lange, at jeg har et par steaks i fryseren til en anden gang, for det smagte rigtig godt. :o)

Hvad skal du have at spise i dag?

torsdag den 22. juli 2004

JA - Jeg er sart!

Sad og zappede lidt formålsløst rundt (har kun 6 kanaler, så zapningen bliver ret hurtigt temmelig triviel) og blev så hængende ved "Kærlighedens mirakel" på DR1. Det viser jo ret tydeligt, hvor lidt interessant tv er en torsdag aften :)

 Det er ret utroligt, hvad man efterhånden kan filme, og selvom der i store træk ikke var ret meget om selve forplantningsprocessen, jeg ikke vidste i forvejen, så var billederne "indefra" alligevel tilstrækkeligt interessante til at jeg blev hængende. På et tidspunkt var jeg da godt nok ved at blive temmelig irriteret på speakeren, der mindst fem gange indenfor lige så mange minutter sagde "Denne dramatiske proces"......ja, ja......SÅ dramatisk var det altså heller ikke! Fald lige ned kvinde - og det gjorde hun så :o)

 Efterhånden nåede programmet jo så til vejs ende - og det skulle selvfølgelig (ØV) slutte med klip fra fødslen....og her er det så jeg bliver sart!

 Jeg kan fx. godt tåle at se blod (Følger altid opmærksomt med i processen, når jeg fx. får taget en blodprøve) - og da især, når det "bare" er i fjernsynet, egentlig tror jeg faktisk også godt jeg kan se en fødsel på film uden de store "problemer"....hvis de da for hulan fjernede lyden af kvindens smertensskrig og billederne af hendes lidende ansigt!!!

 Men næ nej, man skulle selvfølgelig have "glæden" af at opleve, hvor ondt hun havde...hvordan smerten martrede hendes krop, hvordan hun inderligt fortrød overhovedet at have indladt sig frivilligt på at føle en sådan smerte....osv. osv. ..og så det store antiklimaks; at se hun faktisk så glad ud lige efter at have fået smadret sit underliv - ikke om jeg nogensinde kommer til at forstå dén side af kvindelivet???!!


 Det er muligt, en fødsel opfattes "værre", når man aldrig har prøvet at føde, det skal jeg ikke kunne sige, og eftersom jeg ikke har tænkt mig at påføre mig selv sådan en ekstrem smerte frivilligt, finder jeg heller ikke ud af det :o)

 Kan kun sige, at jeg er forbløffet over hvormange kvinder, der frivilligt indlader sig på et sådant smertehelvede - ovenikøbet mere end een gang - men stor respekt til jer! :o)


Hip, hip, hurra!

Min "knægt" har fødselsdag i dag - 11 år.
Dagen bliver fejret helt efter hans ønske *G* med masser af lækre, store grønlandske rejer :o) (Tror faktisk, han er temmelig beskeden med ønsker i forhold til nutidens børn *LOL*)

 Derudover får han ekstra megen "puttetid", eftersom jeg lige om lidt sætter mig i sofaen med "Shannaras Sværd" - og så kan han snildt lægge sig til rette ovenpå tæppet :o)

Jo, jo - vi hygger os, gør vi :o)

 I morgen tager jeg så ud til veninden, der var her i går - nu skal vi grille ude ved hende :o)

  Kan man egentlig blive træt af at grille?


onsdag den 21. juli 2004

På trods af mit "lonely wolf-gen"...

...var det ekstremt hyggeligt at sidde på terassen og hyggesludre med veninden om alt muligt , dog især om et bestemt emne ;o), mens vi spiste lækker grillmad. Regnen brillerede ved sit fravær:o) Har ikke kendt hende i ret meget mere end et par måneder, men for filan, hvor vi snakker godt sammen - dejligt :o) De 6 timer hun var her fløj afsted.

Var enige om, vi klart måtte have mange flere af denne slags aftener de næste mange år fremover :o)


Det skal nok blive godt vejr....!

Jeg købte min 45'er d. 17. juli 2002 (en fredag) og om mandagen skulle jeg en tur til dyrehandleren i Køge, da katten havde fået lopper!

Jeg erindrer stadig hvordan det mildest talt tissede ned og man spekulerede på om det nogensinde blev sommer...for så våd en juli havde vi da ikke haft i flere år. (Lyder det bekendt?) Husker også fra den sommer, at jeg fra slutningen af juli og helt frem til september havde gang i haveslangen adskillige gange for at redde mine have fra tørkedøden. Sidste år havde vi en lidt tørrere juli - men stadig med en del gråvejr/regn. 

Hvorimod hele august mere eller mindre var een stor hedebølge :o) Af ovenstående "grunde", er jeg derfor overbevist om at sommeren nok skal komme i år også :o) Desuden er det nuværende vejr rigtig godt for både små og store kartoffelavlere - kartoffelskimlen kan nemlig ikke lide de kolde nattetemperaturer :o) 

PS. En veninde har lige ringet - hun kedede sig, da hun var helt alene hjemme - så har inviteret hende herud og så griller vi altså både kyllingefiletter, majskolber, champignons og tomater - uanset vejret - ja vi gør så :o)))) 


mandag den 19. juli 2004

Sikke dog en mormor at have!

Jeg taler selvfølgelig om mormoderen i dokumentaren "En drengs skæbne" (hot doks-serien), der lige er sluttet på tv2.

De første par minutter, havde jeg ikke megen medlidenhed med ungen, Robert, han opførte sig jo skingrende vanvittigt. Jeg fattede ikke at han ikke var blevet anbragt på et eller andet hjem, for dén opførsel var der da ingen, der kunne holde ud i meget mere end et par minutter.

Og lad nu være med at hidse dig op over den kommentar, ikk :o) Den blev kun tænkt de første 5-7 min. af filmen og desuden er jeg hyperallergisk overfor "børne- skrig og skrål" - En af mange grunde til jeg ikke har lyst til selv at få børn - og derfor jeg arbejder med teenagere, de larmer trods alt ikke i nærheden af det høje C :o)

Jeg begyndte dog hurtigt at ændre holdning til Robert. For det første, da jeg så Anna lade knægten lege med en rigtig revolver/pistol - det gør man sgu da ikke, hvis man er rigtig velforvaret! Uladt eller ej. For ikke at tale om al hendes snak med ham om knive i hjertet, skyde folk etc. etc.

For det andet så man Roberts adfærd i skolen; Der var drengen jo helt anderledes, høflig og lærevillig. Ergo måtte det jo være "påvirkningerne" i hhv. skole og hjem, der ikke harmonerede, og ganske rigtigt.

Bare det at Anna tvang de der piller ned i halsen på Robert...og så den måde hun talte til ham på....tsk tsk. Så - efterhånden som man lærte Anna (mormoderen) bedre og bedre at kende, blev man klar over, at det var hende, der var psykisk syg - for nu at sige det mildt - og at det var hende der var skyld i hans opførsel.

Hun havde nemlig hjernevasket ungen til at tro han var psykisk syg ("Münchausens syndrom" og noget mere, som psykologen forklarede.) Fra at have været en temmelig trist og sørgelig historie at følge, ændrede den sig til en solstrålehistorie, da Anna kom på sygehuset.

Det betød nemlig at Robert og hans lillebror, Benji, kom til at bo hos deres biologiske mor, Robanna. En ung kvinde i starten af 20erne, der havde et selvværd lig 0, da dokumentaren startede. At se hendes selvværd vokse, fordi hun (endelig) fik lov til at tage ansvaret for sine egne børn - at nogle troede på hun kunne magte det (=politiadvokaten) Dét var fedt at se!

Børnene fik det også hurtigt bedre; efter ½ år kunne Robert holde op med at tage sin medicin mod sine "adfærdsproblemer" og man kunne se på drengen, at han var en helt normal lille dreng.

At se ham kunne lege "kildeleg" med sin mor uden at han gik over gevind, var stort - når man tænkte tilbage på hvordan han "legede" i starten af filmen.

Filmen var fra 2002 og jeg håber den lille familie stadig har det godt og slipper for Annas usunde indblanding.

Selvgjort er velgjort

Der er nu intet som at nyde et hjemmebagt brød. Jeg er dog ikke særlig god til at tage mig sammen til at bage. Jeg skal virkelig være i et specielt humør før jeg går i gang med sådan et projekt - men i går var "store bagedag".

Det blev til 24 rugmels-snegle med spinat/feta - særdeles velegnede til at tage med som madpakke. Derudover 18 italiensk inspirerede minibrød - enten med drys af basilikum eller durum-mel.

Det lyder måske ikke af en særlig stor omgang bagning - men, det er det her i huset, eftersom jeg kun har en miniovn :o) Dvs. der højst kan bages 4 stk af gangen!

Så jeg var først færdig med sidste plade, da kl. var næsten midnat. Imens jeg bagte, lavede jeg også en portion humus samt en gang tzatziki (uden agurk, da jeg glemte at købe en, sidst jeg var nede og handle) 

Jeg glædede mig derfor til at indtage min frokost i dag; Et af de små brød, blev duppet med lidt vand og fik så 4-5 min. i ovnen, så det var lunt.

 

Mens brødet blev lunet blev salat, tomat, marinerede hvidløg, feta, oliven, tzatziki og humus så anrettet på en tallerken - og tilsidst fik humus og tzatziki et drys sumak (tyrkisk krydderi).

Det smagte suverænt og det var en ualmindelig stor tilfredsstillelse at spise sit hjemmebagte brød uden diverse tilsætningstoffer :o)

Mens jeg spiste så jeg en dokumentar på tv2 om prinsesse Alexandras indvielse af den tredje "kuppel" i Regnskoven Randers. Der hørte jeg et udtryk, der fik mig til at skraldgrine, nemlig "at kvaje igennem". Dét havde jeg ikke lige hørt før, men det er nu helt klart sat ind på hylden med brugbare udtryk :o)

Hvor tit oplever du egentlig stilhed?

Og her mener jeg virkelig s t i l h e d, altså hverken PC/tv/radio/musik, ej heller snak, hverken med dig selv eller andre. - og nej, heller ikke sms’er! ;o)

Nogle mennesker har det øjensynligt kun godt, hvis der ”sker noget hele tiden”, som om de er bange for stilheden, fordi de så ikke kan undgå at ”høre deres egne tanker”.

Personligt har jeg det aldeles pragtfuldt med total stilhed. Når jeg vågner om morgenen nyder jeg at ligge og lytte til stilheden og ganske langsomt vågne op til en ny dag. Da jeg er noget af en sovetryne, er dette dog kun muligt i weekends og ferier – men der gør jeg det så sandelig også!

I løbet af dagen kan jeg sagtens ligge i sofaen og bare ”glo ud i luften”, lade tankerne vandre uden forstyrrelser af nogen art (Bortset fra når katten vil have selskab ;o) ).

Jeg elsker at have det helt stille omkring mig, og har også brug for stilheden for at kunne lade op til jobbet, hvor jeg jo er omgivet af 160-180 temmelig støjende teenagere hver dag. Sikkert også derfor jeg langt fra har behov for at høre musik herhjemme til hverdag. Er jo ”tvangsindlagt" til musik i frikvartererne, for det meste 5-6 forskellige sange – på samme tid!

Boede en gang sammen med en, som bare skulle have larm omkring sig lige fra morgenstunden. Enten blev der sat musik på eller også blev tv’et tændt, at undlade ”larm” var utænkeligt. ”Her er jo alt for stille”, var begrundelsen, når jeg lettere gnaven, spurgte om det virkelig var nødvendigt med larm lige fra morgenstunden.

Han fattede simpelthen ikke, at musik/larm fra morgenstunden kunne ødelægge det meste af min dag, fordi jeg ikke fik lov til at vågne i mit eget tempo.

Frygter du stilheden? At frygte stilheden er at frygte sig selv. (Barbara Berger – Vejen til Kraft)

Hvordan har du det med stilhed? Kan du holde stilhed ud eller skal du helst have larm omkring dig?


søndag den 18. juli 2004

Nu gør jeg det!

Blogger det nok mest personlige indlæg i min hidtidige ”blogkarriere”. Hvorfor gør jeg det så? Fordi jeg føler, jeg skal gøre det – for min egen skyld!

 For tiden er jeg i gang med at læse Barbara Bergers lille bog ”Vejen til Kraft”. Det er kun 2. gang jeg er i gang med at læse den, men kunne mærke at tiden var ved at være inde til at få den genlæst. Det skal lige siges, at jeg var yderst skeptisk første gang jeg læste bogen ”Garanteret sådan noget frelst pladderhumanistisk ævl om evig lykke, kærlighed etc.”

Så jeg var ikke spor positivt indstillet på overhovedet at ville kunne få noget som helst ud af den bog! Faktisk var jeg ret overbevist om, at når mit liv føltes som noget lort, ja så var der bare intet jeg kunne gøre ved det, det var i hvert fald ikke min skyld, men omgivelsernes/samfundets skyld, at jeg ikke havde nogle penge, at kollegerne ikke forstod mig, at jeg ingen kæreste havde etc. etc. Kort sagt: Jeg var et offer for begivenheder, jeg ikke kunne gøre noget ved. Punktum.

 Nå, men det korte af det lange er, at jeg under gennemlæsningen fik lyst til at afprøve en af de såkaldte ”teknikker” til at lære at tænke positivt – om ikke andet, så for at ”bevise”, det var noget ævl. ;o)

 Teknikken er ganske simpel: I ti dage er det totalt forbudt at dvæle ved een eneste negativ, ukonstruktiv eller frygtsom tanke i mere end eet minut. Hvis man tænker på noget negativt, skal man tvinge sig til at tænke på noget positivt i stedet for inden minuttet er gået, ellers må man begynde forfra på de ti dage. Yeah right, tænkte jeg, man kan sgu da ikke undgå at tænke negativt en gang i mellem, sådan er mennesket bare indrettet. 

Nå, men jeg forsøgte så alligevel – og inden der var gået den første dag, var det gået op for mig, at man faktisk godt kan styre sin tanker i positiv retning, når de bliver negative og at man bliver meget opmærksom på sine tanker i det hele taget.

 En anden ting man bliver opmærksom på, er hvor lidt positive folk egentlig er. Prøv næste gang du f.eks. står i kø i supermarkedet, at lægge mærke til, hvad det egentlig er folk snakker om?

I langt de fleste tilfælde er det sygdom, problemer i parforholdet, problemer med dit og dat, utilfredshed over et eller andet, vejret f.eks.....fortsæt selv listen...

 Jeg vil ikke lægge skjul på, at det er hårdt mentalt arbejde, hele tiden at være bevidst om sine tanker, men det betyder faktisk, selvom det kan lyde både ”frelst”, ”religiøst” etc. at ens liv bliver bedre og jeg har måttet sande at:

Vi er hvad vi tænker 
Vi bliver hvad vi tror på 
Vores liv er hvad vi visualiserer 
Vores liv er hvad vi siger det er 
 Vi kan ændre vores liv ved at ændre vores tanker (Barbara Berger – Vejen til Kraft)

 Det er også grunden til jeg nu er gået i gang med at læse bogen igen. I gennem de sidste par måneder, synes jeg ikke rigtig mit liv har været ”optimalt”; Der var en del ting, jeg var temmelig utilfreds med og bruddet med kæresten var den berømte dråbe.

Jeg trængte til at få optimeret de positive tanker igen, for jeg var begyndt at falde tilbage til mit gamle tankemønster og det ved jeg jo af erfaring er aldeles frugtesløst, medmindre jeg da ønsker at have det skidt fremover :o)

Så lige pt. (Godt jeg har sommerferie) går en del tid med at udskifte enhver negativ tanke med en positiv og desuden også at tænke temmelig store tanker: Hvad vil jeg med resten af mit liv? Hvordan vil jeg have mit liv skal se ud i fremtiden? 

Det er ikke noget, man bare sådan lige finder ud af i løbet af en ferie, men man kan nå at komme ret langt i processen...og så er PC-spil alle tiders, når man trænger til at ”koble af” fra de store tanker :o)

fredag den 16. juli 2004

Uden mad og drikke, duer helten ikke...

Det er vel næppe nogen hemmelighed at det mest irriterende ved at være opslugt af et computerspil, er at man desværre er nødt til at tage sig en ufrivillig pause af og til for at få noget at spise.

 Det gælder derfor om, at få tidsforbruget til madtilberedning/indtagning nedsat til et absolut minimum, så man atter kan koncentrere sig om spillet ;o)

 Derfor har min kost siden i lørdags mestendels bestået af kogte æg med lidt rugbrød, koldskål med kammerjunker, tzatziki og græsk salat og så en enkelt gang mad bragt fra pizzapusheren - ikke særlig varieret mad, for nu at sige det mildt.

 Der er dog visse fordele forbundet med en så minimal kostindtagning = mine bukser sidder lidt løsere, men sundt er det næppe :o) Det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide at lave/spise mad, men jeg gider bare ikke, når jeg er optaget af et eller andet mere "vigtigt".

 Nu raser ladderfeberen dog ikke så meget mere; min necromancer er lvl 82 og fra nu tager det en pokkers tid at få experience - og så selvom man laver hell baal runs sammen med en makker. Desværre døde makkerens lvl 84 assassin i dag, i et solospil, så jeg ikke en gang kunne redde hans items - ergo må han begynde igen på lvl 1. Meget forståeligt havde han ikke lige den vilde lyst til at spille mere i dag, men mon ikke han er på igen imorgen - ville undre mig meget hvis ikke :o)

 Da jeg nu holder et par timers pause fra spillet, hvad andet er så mere naturligt, end at tilberede noget rigtigt mad?!

 Så lige nu er der en frisk landkylling i ovnen....mine tænder løber allerede i vand, de nyopgravede kartofler fra haven er ved at komme i kog, og så skal jeg have persillesmør og bønner til. Dog ikke bønner fra haven, de er først ved at dukke op nu, så det bliver købebønner i dag, men de smager nu også fint :o)

 Da jeg nu alligevel var nede i køkkenhaven, fik jeg også lige nuppet et par blomster, så jeg kan få noget af min have med ind i stuen:

 

Nå - kartoflerne er næsten færdigkogte nu, så det er tid at få bønnerne i vand :o)


onsdag den 14. juli 2004

Det lykkedes at blive GUARDIAN!! :o)















At det vitterlig lykkedes mig at komme helskindet forbi både The Ancients og Baal på hell level - for ikke at tale om vejen dertil...uf - uden at have de optimale items - dét er bare for vildt :o)

 Er øm i både nakke, skuldre og røv - egentlig ikke så underligt, efter i gennemsnit at have siddet koncentreret foran skærmen mellem 12 og 16 timer hver dag siden lørdag eftermiddag :o)

 Jo, jeg er virkelig grebet af "ladderfeberen" - og Sacred, bliver slet ikke spillet for tiden, men det kan jeg jo altid vende tilbage til, når "feberen" er slået ned ;o)

 På trods af ømhed både her og der, er denne "løn" alt besværet værd:



Så er spørgsmålet så, om jeg nu kan tage den "med ro" de næste par dage og evt. også lave andet end at spille?! Der er da f.x. en del bloglæsning jeg er bagud med :o)

 Nu vil jeg gå i seng og få mig en velfortjent nattesøvn :o)

Hvor bidt kan du blive af computerspil?



mandag den 12. juli 2004

Så ka' jeg lære det, ka' jeg!

Hvis man ikke vil høre, må man jo føle! Battlenet synes åbenbart, det er på tide jeg vælter i seng nu - forstår jeg ikke, så længe har jeg da heller ikke været der i dag...ahem :o)

 

Men - det allervigtigste er nu, at det stadig går fremad, omend temmelig langsomt nu - på hell niveau spiller man ikke dumdristigt - det koster nemlig livet. (Det kan man nu også miste alligevel, trods forsigtigt spil, bare se de "grå" navne på udsnittet herunder.)

 

 Håber vi kommer videre i Act3 i morgen - med livet i behold! PS. Hm...tror lige jeg vil checke, om den der realm virkelig stadig er nede....;o)

 UPDATE: Hæ - den er oppe igen :o))

søndag den 11. juli 2004

Måske man burde få sig lidt søvn...??

...inden BattleNet atter kalder?

 Som det ses af nedenstående billede, er det da lykkedes mig at komme på necromancer-ladder'en, men når jeg logger på i morgen igen, er jeg sikkert blevet overhalet - der er ladderfeber på Battlenet,
siden Ladder Season 2 startede i går :o)

 

 Nå - må hellere få ladet batterierne op til endnu en kampdag i morgen, omend der nok ikke bliver spillet nær så meget, da to af de fire jeg spiller sammen med desværre skal på arbejde *G*

lørdag den 10. juli 2004

Ikke tid til "Sacred"

Hvem skulle nu have troet det? :o)

Men - faktum er at den nye Ladder Season (DiabloII LoD) startede på Battlenet i går og så har jeg ikke tid til andet :o)

Tror slet ikke jeg vil sige hvor mange timer jeg har spillet bare i dag ;o)

Hyg jer :o)


fredag den 9. juli 2004

Fodspor i sandet...

 ...behøver man ikke længere tage til en strand eller en ørken for at opleve :o) Næ, man behøver såmænd bare at bevæge sin figur i Sacred i retning af Urkenburgh - se selv:

 

 Selv min hidkaldte enhjørning sætter fodspor - det er da for vildt :o) Nå - kunne være man skulle dejse omkuld i dynerne i stedet for at sidde og skrive om fodspor i et computerspil :o)

Godnat derude.