... hvis jeg vil kende min families historie.
Har i dag kigget i min (forlængst afdøde) morfars ældste fotoalbums og lyttet og skrevet notater, mens min mor fortalte mig det, hun vidste ud fra billederne.
På trods af en voldsom fysisk træthed (se forrige indlæg) er jeg helt vild i varmen for at gå på opdagelse og finde oplysninger, der kan dække nogle af alle de huller, jeg føler jeg har omkring min families historie.
Men - det virker næsten uoverskueligt, når man knap nok aner, hvor man skal begynde. Har godt nok en del navne og datoer at gå ud fra, men når man aldrig har prøvet sådan noget før, så aner man ikke, hvor man kan søge oplysninger, der får en videre?
Der er, såvidt jeg ved, aldrig nogen i familien, der har gjort noget særligt ud af slægtsforskning. Min faster har skrevet det ned, hun kan huske om familien - på fædrene side -, og pt. lytter jeg så til min mor, og tager flittigt notater. Men det er vist også det eneste.
Ved, at jeg skal have fat på mange oplysninger fra Sønderjylland, fra tiden hvor landsdelen var tysk, og hvor i alverden finder man sådan nogle? I Danmark eller i Tyskland?
Nå, men foreløbigt drejer det sig om at få styr på alt omkring mine bedsteforældre til begge sider, før jeg går længere baglæns.
Jeg ved det her bliver svært, så svært og umuligt, at jeg til tider vil opgive, men jeg finder det samtidig afsindig spændende at begynde at grave i min families fortid.
Hvis du skulle have nogle tips eller links ang. slægtsforskning, hører jeg meget gerne fra dig :o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar